2016 præget af digital oprustning

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Bureaubranchen bliver stadig bedre til at tjene penge, men investeringer og omstruktureringer kostede på bundlinjen i 2016. Vi ser her på tendenserne såvel generelt som specifikt for de enkelte bureautyper.

Det går godt med indtjeningen i de danske bureauer: I 2016 tjente reklame-, digitale, media-, PR-, dialog- og designbureauer i Danmark i alt 4,681 mia. kr., og det er en klar forbedring fra et ellers positivt 2015, hvor bøtten vendte efter nogle lidt træge år.

At der over en bred kam kommer flere penge i kassen, afspejles dog ikke helt på bundlinjen.

Alt imens væksten i bruttoavance – altså bureauernes omsætning fratrukket deres vareforbrug – sidste år lå godt 8 pct. højere end i 2015, voksede resultatet af den primære drift kun med 3,8 pct.

I regnskabssæsonen har pilen gang på gang peget på investeringer og generel omstilling som forklaring på diskrepansen mellem væksten i indtjening og overskud. Man har rustet op og rokeret om for at møde kundernes behov for navnlig digitale løsninger, og det har kostet på bundlinjen.

”Den digitale transformation er en realitet i hele branchen og ikke mindst hos alle vores kunder. Vi forventer, at vores branche vil gennemgå endnu større forandringer i de kommende år, og vi vil øge vores investeringer i nye kompetencer både gennem opkøb og fortsat udvikling af vores talenter,” lyder det således fra GroupMs nordiske direktør Jonas Hemmingsen.

Nogenlunde samme melding kom fra blandt andre DDB og Blackwood Seven i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskaberne for 2016, og også på medarbejdersiden er der tale om oprustning:

Alle bureautyper fik flere ansatte i 2016, hvor de gennemsnitlige personale- omkostninger lå på niveau med 2015, og lønandelen blev en smule større.

Af de 252 bureauer, som nærværende analyse omfatter, stod godt en ottendedel for mere end halvdelen af den totale fortjeneste: De 32 bedst tjenende bureauer præsterede en samlet bruttoavance på 2,576 mia. kr. af de 4,681 mia. kr.

Tilsvarende stod de 178 reklame- og digitale bureauer til sammen for en indtjening på godt 3,2 mia. kr. svarende til mere end to tredjedele af bureauernes totale bruttofortjeneste.

Udpluk fra branchen
Nu til et kig på status blandt udvalgte bureautyper.

Mediabureauerne trak fra i 2015 og havde fortsat god vind i 2016, hvor de omsatte for i alt 6,623 mia. kr. og hævede den samlede bruttoavance med 14 pct. til 711 mio. kr. Flere mediabureauer kom ikke desto mindre ud af året med et smallere overskud end året før, og den samlede bundlinje blev således barberet ned med 17 pct. i 2016.

Reklamebureauerne tabte terræn i 2015, men lader til at have stabiliseret sig i 2016 med ere ansatte og en samlet bruttoavance, der var en anelse højere end det foregående år.

Kunde & Co. er fortsat landets største reklamebureau, men Envision, der i november blev opkøbt af rådgivningsvirksomheden First Chair Group, viste muskler med fremgang på både top- og bundlinje i 2016.

PR-bureauernes overskud voksede ganske betragteligt i 2016, hvor det samlede resultat

af den primære drift udgjorde godt 49 mio. kr. efter en stigning på 13,5 pct. i forhold
til året før. Operate er ligesom året før det største af analysens 40 PR-bureauer.

Bureauernes top-10
Ser man på tværs af branchen, indtog GroupM med en bruttoavance på mere end 245 mio. kr. i 2016 ganske som året før førstepladsen som Danmarks største bureau, når man ser på evnen til at tjene penge.

Creuna sidder med sine godt 222 mio. kr. store bruttoavance solidt på andenpladsen i bureauernes tværgående top-ti – dette endda med et stykke ned til tredjepladsen, som Dentsu Aegis Network i 2016 måtte afgive til Wunderman.

Efter overtagelsen af en tredjedel af Adpeople i foråret 2016 er Wunderman nemlig sprunget fra en sjetteplads i 2015 til en placering som det forgange års tredjestørste bureau med en bruttofortjeneste på små 156 mio. kr.

Med sine knap 152 mio. kr. er Dentsu Aegis Network dermed forvist til fjerdepladsen efterfulgt af Kunde & Co., hvis bruttoavance på godt 136 mio. kr. stort set ligger på niveau med det foregående år.

En bruttoavance på 133 mio. kr. indbringer OMG en sjetteplads, mens Magnetix placerer sig som nummer syv med 108 mio. kr. Envision og Hjaltelin Stahl ligger som henholdsvis nummer otte og ni, mens Valtech med en bruttoavance på 94 mio. kr. placerer sig nederst på listen.

Måles der på overskud, er bureauerne i top-ti i grove træk de samme som ovenfor, men placeringen en noget anden. Wunderman præsterede i 2016 et drifts- overskud på godt 55 mio. kr. og indtager på den baggrund førstepladsen med længder ned til de øvrige bureauer.

DIS/Play er næstbedst med et overskud på knap 30,7 mio. kr., skarpt efterfulgt af Hjaltelin Stahl på tredjepladsen.

Herfra er der et stykke ned til Valtech, som med små 16 mio. kr. også lige klemmer sig ind på overskuddets top-ti.