Sidste år satte Cannes Lions flere rekorder inden for antal indsendte arbejder – samlet set med næsten 37.500 arbejder fra hele kloden, og Danmarks-rekord med 221 rød-hvide arbejder.
Og danske bureauer og annoncører holder niveauet, i første omgang det kvantitative, i form af 218 indsendelser i alt.
Næsten 40 danske bureauer deltog sidste år i festivalen med deres arbejder, men hvordan fordelingen ser ud på kategorier og bureauer må vente lidt endnu.
Cannes Lions har i første omgang blot meddelt det samlede antal danske indsendelser til TV 2, der er festivalens danske repræsentant.
Når verdens største kreativitets-festival åbner den 21. juni, bliver det samtidig med håbet om, at de mange danske arbejder kan overgå sidste år, hvad angår shortlister og løver.
Sidste år blev 221 arbejder vekslet til 22 shortlister og 5 løver (1 sølv og 4 bronze) – Made from cool fra Jack & Jones og &Co samt Do It For Denmark fra Spies og Robert/Boisen var ene om at vinde danske løver.