23 mio. kroner og et digitalt bureau skal skabe europæisk succes

Peter Engholm
25@mail.dk

Online-vagtplaner kan blive en dansk eksportsucces. Planday fik først et solidt skud vækstkapital. Nu følger brandplatformen, der skal åbne europæiske døre – udviklet af nyt bureau.

Restauranter, svømmehaller, diskoteker m.m. har typisk mange deltidsansatte – og det kræver vagtplaner, der ikke sjældent skrives i hånden eller på et excel-ark.

Den danske virksomhed Planday har i 10 år udviklet og solgt sit online planlægningsværktøj. Det giver sorte tal på bundlinjen og holder godt 45 personer beskæftiget. Men den svenske venturefond, Creandum, der bl.a. har investeret i Spotify, lagde før sommer 3,75 mio. dollar, svarende til næsten 23 mio. kr. på bordet.

Disse penge skal bruges til at sætte fut i Plandays internationale vækst, og for effektivt at komme ud over rampen tog virksomheden efter kapitalindsprøjtningen en række kaffemøder med digitalbureauer – og valgte Think!Digital.

Bureauet har bistået med strategi, koncept og udvikling af ny digital platform. Senior konsulent, Toke Grøfte, uddyber:

”Vores opgave er at skabe en proces, så Planday kan få fat på kunder på en ny måde. Hidtil har Planday i stort omfang besøgt potentielle kunder, men med de nye vækstmål skal salget foregå online. Vores indsats omfatter bl.a. et salgs- og markedsføringssite, der – uden involvering af en fysisk sælger – kan kommunikere konceptet krystalklart og engagerende.”

Værktøjet fra Planday er mere end en vagtplan og omfatter bl.a. tidsregistrering, kommunikation, HR og løn. Via en app har enhver ansat altid adgang til vigtig info om f.eks. vagter samt beskeder fra kollegaer. Og chefen kan nemt holde styr på, om alle er mødt som planlagt.

”Vi har talt med Plandays sælgere, med deres support og en række af virksomhedens ca. 1.200 kunder. Den digitale strategi involverer hele organisationen, og målet er i første omgang det europæiske marked,” siger Toke Grøfte.

Hos Planday tilføjer Head of UX & Design, Flemming Rasmussen:

”Sammen med Think!Digital har vi nu udviklet første skridt i at opbygge et internationalt brand med fokus på en tættere og mere personlig relation til vores publikum. Vi skal nemlig ikke bare sælge et produkt men vise, at vi kender kundernes problemer – og kan hjælpe med at løse dem. Vi åbner for vores produkt, så det kan tale sammen med kundens øvrige relevante værktøjer, og vi inddrager kunderne, når vi arbejder med nye features og områder i produktet.

Danmark, Sverige og Storbritannien er de første lande med bistand fra Think!Digital – og i den kommende tid lanceres en række andre lande-sites.