3 bureauer skal indsamle 1 mio. underskrifter

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bedre arbejdsforhold for chauffører, stewardesser og andre transportarbejdere. Den dansk udviklede kampagne, Fair Transport Europe, vil sætte ordentlig transport på dagsorden i EU.

PR-bureauet Kasters, reklamebureauet DDB Copenhagen og Public Affairs-bureauet Konsentio står bag en transport-kampagne, der på europæisk plan vil samle 1 mio. underskrifter.

Kampagnen, der hedder ’Fair Transport Europe’ er forankret i Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF), der repræsenterer 3,5 mio. europæiske chauffører, stewardesser, besætningsmedlemmer og øvrige transportarbejdere.

Men initiativet kommer fra danske 3F Transport, der har bedt Kasters stå i spidsen for udviklingen af det strategiske fundament og kampagnens kommunikative platform, mens DDB Copenhagen har stået for udviklingen af kampagnens kreative koncept, og Konsentio bl.a. har trukket i de politiske tråde i Bruxelles.

Kampagnen sætter ”de stærkt kritisable arbejdsforhold i europæisk transport under lup og opfordrer EU til at lave bedre regler på området”, skriver Kasters i pressemeddelelsen.

”I stedet for at lave en traditionel kampagne, hvor fagbevægelsen skælder ud og finder skurke, har vi valgt et mere positivt budskab, hvor et samlet Europa siger ’ja’ til fair transport. Vi tror på, at den konstruktive tilgang kan få flere til at støtte borgerinitiativet med deres underskrift og åbne de nødvendige døre i EU,” siger adm.dir. i Kasters, Søren Kaster og fortsætter:

”Derfor er det også et vigtigt element i kampagnen, at det er transportarbejderne selv, der fortæller deres historie til europæerne. De skal skabe en positiv dialog og få skabt forståelse for både den værdi, de skaber og de vilkår, de er udfordret af.”

Et centralt element i kampagnen er brugen af Det Europæiske Borgerinitiativ, som gør det muligt for almindelige borgere at sætte et specifikt problem på dagsordenen i Europa-Kommissionen, hvis det lykkes at samle én million underskrifter i løbet af et år. Det kapløb er netop skudt i gang via kampagnehjemmesiden www.FairTransportEurope.eu.