5 danske virksomheder var nominerede, og 3 af dem endte på Red Herrings årlige Top 100 liste over europæiske vækstvirksomheder, der fortjener særlig opmærksomhed.
En af dem er Simplesite, hvor adm. dir. Morten Elk i sidste uge var i Amsterdam i forbindelse med sammensætningen af listen, og han ser betydeligt potentiale i at være med.
“Dels er det et meget inspirerende arrangement, hvor der er gode muligheder for at tale med andre entreprenører og interessenter og hente inspiration. Dels har man ofte set, at virksomheder på listen får opmærksomhed fra investorer – og derfor efterfølgende bedre mulighed for at skaffe funding,” siger Morten Elk og fortsætter:
“Jeg blev tvunget til at være knivskarp på, hvor vi er unikke. I dansk sammenhæng er vi store, men internationalt kender folk vores konkurrenter, så jeg fik ikke bare skulderklap med et “hvor er det flot”. Men jeg fik anerkendelse for at kende vores kundesegment og adressere dem unikt i forhold til konkurrencen, og jeg kunne se, at det, vi har gjort godt i en dansk skala, også er rigtig godt i international skala.”
Morten Elk hæftede sig ved især fire virksomheder, som han mener, har potentialet til at blive store succeser, fordi stifterne har relevant erfaring og produktet er godt:
Moovly (online videoredigering), Fanatix (deling af fodboldklip, Mentad (avanceret online reklamestyring), Cozify (styring af elektronik i hjemmet).
Den anden danske virksomhed, der kom på listen, er WebProof, der i dag ikke blot er en online korrekturplatform, men også et af verdens mest automatiske workflow.
Den tredje virksomhed er noget mere problematisk. Der er nemlig tale om GoBike, som i denne tid ikke just trækker opmærksomhed for det gode. Selskabet skulle etablere bycykler i København – eldrevne og med iPads til at hjælpe med informationer og med at finde vej.
“Udvælgelsen sker på en række parametre, hvor man bl.a. kigger på produktet, ideen, markedet og målgrupperne. Der kan godt være særlige forhold, som aktuelt kommer til at spille en rolle, og som de ikke opdager, men jeg mener, at træfsikkerheden er rimelig god,” siger Morten Elk.
Processen har været en indledende scanning af omkring 900 europæiske virksomheder, der blev skåret ned til ca. 300. Her var ud over de tre nævnte danske virksomheder også Savivo og Safewhere med.