3-direktør med marketingbaggrund stopper

Peter Engholm,
journalist

David Elsass forlader 3 til fordel for ”en åben kalender”. Ny direktør for privatmarkedet kommer fra Oister.

Hvis kunderne i 3 er lige så trofaste som mobilselskabets chefer, så er alt godt. Morten Christiansen er CEO på 16. år, Jesper Bennike, CEO i Oister, har været i koncernen i 11 år, og David Elsass, privatmarkedsdirektør i 3, gik ind ad den samme dør i næsten 12 år.

Nu stopper David Elsass imidlertid til fordel for … ja, det vil vise sig.

David Elsass var i knap 4 år marketingchef i 3 med ansvar for selskabets kampagner, go-to-market strategi, prisplaner og abonnementer. Marketing-opgaverne blev håndteret overbevisende og i februar 2013 honoreret med flere stjerner på skulderen: Vice President  Consumer Market Division, altså øverste chef for 3’s privatmarked.

På LinkedIn udtrykker David Elsass glæde ved udsigten til ”lidt tid med en åben kalender, solide træningsture i skoven på hverdage og lidt ekstra tid med familien”.

”Men inden længe tror jeg også, at rastløsheden vil indfinde sig, og det vil være tid til at opdyrke nye udfordringer. Med andre ord; jeg er klar på at drikke de første af de berømte 100 kopper kaffe,” skriver David Elsass – og tilføjer i et svar til en af de mange kommentarer, at beslutningen om at stoppe ikke just var hans.

Hos 3 oplyser man, at David Elsass’ rolle bliver overtaget af førnævnte Jesper Bennike, der således får ansvar for både Oister og 3-privatmarked.

I september tiltrådte Anthony Lim som chief commercial officer hos Oister. Det kreative bureau for 3 og for Oister har i alle årene været Co+.