4 østjyske bureauer dyster om 2 sko-kæder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Budgettet gælder desuden både det danske og norske marked, så det kræver bureauer af en vis størrelse.

Skoringen og Shoes, der er samlet i Shoe-D-Vision, har brug for et bureau af en vis størrelse. For det er ikke bare det samlede budget above- og below-the-line, online og tv – det er også både det norske og danske marked, der skal håndteres.

Derfor er det fire bureauer af en vis størrelse – alle placeret i Østjylland – der deltager i den igangværende konkurrence. Men længere vil markedschef, Johannes Gammelgaard fra Shoe-D-Vision, ikke gå i forhold til at fortælle, hvem der deltager.

Et bureau er dog kendt. Det er Uncle Grey, og det hænger sammen med, at bureauet er den nuværende samarbejdspartner.

Det har bureauet dog kun været i godt et halvt år, men Johannes Gammelgaard karakteriserer konkurrencen som helt udramatisk.

“Vi lå hos Par No. 1, da bureauet gik konkurs. Derfor var det vigtigt for os i første omgang at få vores ting ud af boet. Dernæst at sikre fortsat drift, og vi fulgte derfor med nogle af de medarbejdere, vi har kendt længe, over til Uncle Grey. Konkurrencen er ikke udtryk for utilfredshed med Uncle Grey, men vi synes, det er et rimeligt tidspunkt at få kigget på markedet,” siger Johannes Gammelgaard.

Når Shoes-D-Vision har brug for et større østjysk bureau, så indsnævrer det feltet ganske betragteligt. Lægger man Uncle Greys københavnske afdeling til, så er bureauet tredjestørst i Østjylland i henhold til Bureaubiz’ årlige bureaurapport med Recommended og Envision som de klart største.

I 2010 havde de nu fusionerede Uncle Grey og Grey København til sammen ca. 35 mio. i bruttoavance. Herefter er der et stykke ned til 727 i Skanderborg, mens Simpatico som det næste på listen var nede på det halve af Uncle Grey.

Johannes Gammelgaard har ikke sat en grænse for størrelse – ud over at vurdere, at Uncle Grey er store nok. Så vidt Bureaubiz erfarer, så er deltagerne i konkurrencen lige netop Recommended, Envision, Uncle Grey og 727.

Der lægges ikke op til større forandringer i markedsføringen.

“Vi er rimeligt taktiske i vores kommunikation, og det fortsætter vi med. Der skal sælges nogle varer. Der, hvor vi alle kæmper, er på de sociale medier. Hvordan skal vi være til stede der? Det har vi brug for strategisk rådgivning omkring,” siger Johannes Gammelgaard og tilføjer:

“Vi er en lille organisation. Derfor har vi brug for et bureau, der kan servicere os bredt.”

Shoe-D-Vision havde oprindeligt sine to brands liggende på to forskellige bureauer – Scanad og Par No. 1.

“Da de så fusionerede for to år siden, kom vi til at arbejde med et bureau, og det har vi fundet som en god løsning. Derfor vil vi opretholde den model,” siger Johannes Gammelgaard.