Siden 2008 har Young Creative Circle Award, YCCA, været konkurrencen for kreative på 30 år eller derunder og ”ansat på et bureau, selvstændig eller studerende”.
Og for første gang i awardens historie føjes en ny kategori til de fire, der var været med fra starten. Den femte YCCA-kategori er Experimental, som Creative Circles talent-udvalg – med et par nye medlemmer – her kan præsentere.
YCCA Kategorier 2024
- YCCA Print
- YCCA Film
- YCCA Digital
- YCCA Design
- YCCA Experimental
Om den nye kategori hedder det blandt andet:
I YCCA Experimental belønner vi arbejder, der emmer af nyskabende kreativitet. Det kan være arbejder, der er kommet til verden på baggrund af en eksperimentel tilgang, eller hvor arbejdet i sig selv skubber grænserne for, hvad vi er vant til.
Du kan indsende en casefilm på max 2 minutter eller en pdf på max 8 sider.
Du kan ikke indsende arbejde, som er bestilt eller købt af en kunde eller et bureau.
En lignende kategori blev i går lanceret op til 2024-udgaven af CCA, og i begge tilfælde kan arbejder indsendt i Experimental ikke sendes ind i øvrige kategorier.
På den anden side af briefen
Fra Creative Circles bestyrelse kommer medlemmerne talentudvalget, som står bag YCCA og Creative Circles talentaktiviteter og -arrangementer.
Louis Pilmark er igen i år i talent-udvalget og har overtaget ledelsen efter Clara Prior-Knock, der udtrådte i foråret. Dorte Nielsen, bestyrelsesformand i Creative Circle, er nu trådt fuldt ind i udvalget, mens Christine Smith og Lise Lehwald er nye medlemmer. Sidstnævnte siger:
”Efter i mange år at have fået lov at løse YCCA-briefen – eller i al fald prøve – glæder jeg mig meget over nu at sidde med på den anden side af briefen. Det er en fantastisk mulighed for at vise sine idéer og løsninger til branchen – og altid spændende at se, hvad de nye talenter bringer til bordet.”
Christine Smith siger.
“Det er en kæmpe ære at få lov at være en del af holdet bag YCCA – både fordi jeg personligt har en mission om at have indflydelse på branchen indefra – men også fordi det netop handler om at motivere unge talenter.”
Hun tilføjer:
”Når jeg underviser og er mentor for unge på diverse skoler i ind- og udland, er det ofte ungdomskonkurrencerne, der giver de bedste ideer til portfoliet. Så jeg glæder mig til at se, hvordan de tager imod YCCA-briefen, som vi har været med til at lave.”
187 arbejder deltog i 2023-udgaven af YCCA – et lidt lavere antal end vanligt, men med et ekstraordinært højt niveau på shortlisten.
For at deltage i YCCA skal man tilmelde sit team (på to personer) på forhånd. Den 27. januar kl. 10.00 er briefen klar til download. Senest 24 timer senere skal der afleveres i digital, design og reklame, senest 36 timer efter briefen skal der afleveres i film. Deadlinen for Experimental er den 18. februar kl. 12.00.