40 pct. fremgang med social media-strategi

Peter Engholm
25@mail.dk

Tøjgrossisten Vernon Sport har 18 modebrands og oplever stor fremgang. Årsagen er et BtB-fremstød på de sociale medier, hvor firmaet fortæller personligt om sig selv.

Opdateret. Krisen har kørt som en mejetærsker gennem det danske tøj-landskab. I 2010 var hver fjerde tøjbutik tæt på konkurs, og selv en konsolidering i branchen – med færre, men større aktører til følge – har ikke kunnet forhindre et 2012 med en stigende andel af tøjbutikker med underskud.

Ethvert plus er således en hurra-historie, men distributionsfirmaet Vernon Sport kan melde om en 40 pct. stigning i ordrer på et år – samt 4 nye brands i porteføljen, der nu tæller 18 niche modebrands.

Forklaringen er en ny markedsføringsstrategi, der reelt er en intens socialmedia-strategi med vægten på egen historie.

”Vi er nu for alvor på Facebook og Instagram  – og Twitter følger snart i mere udtalt omfang. Udover at lægge billeder, der viser, hvor fantastiske vi er, så skildrer vi også de ansattes dagligdag. Vi vil gerne vise menneskene bag Vernon. Dem på lageret, designerne – os alle sammen. Vi er 18 i alt, og vi var 34 før krisen,” siger Joachim Kay Stender.

Han er marketingansvarlig … og presseansvarlig samt head of PR og i øvrigt bestyrer af Vernons Facebook-side, Twitter-konto og Instagram. Vernon Sport har de seneste tre år ikke haft noget bureau-samarbejde.

”Det var egentlig tanken, at vi ville fortælle om vores brands, men fortællingen om Vernon Sport har gjort os menneskelige og håndgribelige – og tilført firmaet den merværdi, vi manglede. For et år siden havde vi 50 venner på Facebook, nu har vi – med denne BtB-indsats – 1000, og det er fortrinsvist butiksejere og -ansatte,” siger Joachim Kay Stender.

Indsatsen er også social i den helt gammeldags forstand, nemlig 1-til-1, for Vernons presseansvarlige er – to gange årligt – også med sælgerne ude i de enkelte butikker. Ikke for at sælge, men for at fortælle om Vernons historie – grundlagt i 1988 af Morten Vernon, der fortsat ejer virksomheden – og for at lytte.

”Det tager tid, men det er givet godt ud. Når vi står så stærkt den dag i dag, med nyansatte medarbejdere, to egne butikker og førnævnte stigning, skyldes det én ting, nemlig forståelse. Vi har lært at forstå vores butikker, og de har lært at forstå os,” siger Joachim Kay Stender.

Han fortsætter:

”Hvor det før i tiden kun handlede om at få vores produkter eksponeret og få deres immaterielle værdi slået fast, er vores butikker ligeså meget interesseret i hvem vi er og hvad vores værdier er. Vi nyder godt af topmotiverede sælgere og en stærk og nutidig brand-portefølje, men vi kan kun gøre dette, hvis vores kunder stoler på os og tror på det, vi siger.”

Vernons Sport har i sin portefølje bl.a. det franske gummistøvlebrand Aigle, tyske Birkenstock, franske Rossignol, australske Billabong, amerikanske American College, canadiske Pajar og det amerikanske sneakersbrand KangaRoos.