45 mio. kr. i venturekapital blev fulgt op med en pris

Peter Engholm
25@mail.dk

Socialt medie-firma fik for nylig et kontant udtryk for andres tillid. Nu følger en pris for innovative løsninger og vækstpotentiale.

I forrige måned fik Falcon Social – der leverer platforme til virksomheder, der bruger sociale medier til markedsføring – 45 mio. kr. i venturekapital.

Den blot tre år gamle virksomhed har nu 50 ansatte (fra 19 forskellige lande) og 140 kunder, bl.a. Carlsberg, Orangina Schweppes, Deutsche Telekom og Warner Music … og nu også en pris: En Bully Award som anerkendelse af Falcon Socials ”innovative løsning og vækstpotentiale”.

Bully Award 2013 blev uddelt i sidste uge efter tre dages konference i Barcelona, hvor en række toneangivende beslutningstagere inden for teknologi mødes og dis­kuterer de nyeste trends, udveksler ideer, erfaringer – og netværker.

I konkurrence med en række førende europæiske teknologivirksomheder vandt Falcon Social en award i kategorien ”Young Bull”, som ligger imellem de to andre kategorier; ”Yearlings” (klassiske start-ups) og ”Longhorns” (mere etablerede vækstvirksomheder).

Dommerpanelet bestod blandt andet af repræsentanter for Financial Times Group, Google, Microsoft og IESE Business School.

”Vi får endnu en gang bekræftet, at vi har den rigtige forretningsmodel til succesfuld ekspansion. I erhvervslivet udvikler brugen af sociale medier sig til en strategisk investering på tværs af hele organisationen, og vores løsning understøtter til fulde den udvikling,” siger Ronja Gustavsson, der marketingchef i Falcon Social.

White Bull, som har uddelt Bully Awards siden 2010, søger ”de stærkest lysende stjerner på den europæiske teknologihimmel.” Først bliver 60 selskaber udvalgt på en række parametre, og 30 af dem får efter endt konference en pris.

Falcon Social var ikke den eneste danske vinder i 2013-udgaven – også Biomicore fik en award, i Yearling-kategorien.

Tidligere danske vindere: 2012: dukaPC, Everplaces, 2011: Adform, Moodagent, Octoshape, 2010: SMS Passcode, Zmags

Se årets vinderliste her.