Mens nye regnskaber for tre digitale bureauer alle viste vækst, som omtalt i går på Bureaubiz, ser det mere trægt ud blandt de nyeste regnskaber for reklamebureauer.
De fleste af dem er blevet bedre til at tjene penge – men når det gælder vækst, er billedet mere broget.
Helt små bureauer som Brandstifter, Pryhl og Seligemig, der er netværksorienterede, præsterede flot fremgang, mens de lidt større bureauer som Very og Bocca blev mindre. En udvikling, som dog har vist sig sund, fordi de begge forbedrede deres indtjening betragteligt.
I sidstnævntes tilfælde skal udviklingen dog ses i sammenhæng med, at bureauet er slået ind på en mere netværksorienteret model.
”Vi kalder det for Bocca & Friends, og reelt sidder vi ca. 20 mennesker i vores lokaler. Vores kerne er at være storytellers, og så tilfører vi ressourcer fra opgave til opgave. Det betyder, at vi bruger alle, der sidder sammen med os,” siger adm. dir. Morten Theil.
Hos Very er der sket en meget betydelig fremgang på bundlinjen, som dog først og fremmest bygger på en kraftig reduktion i personaleomkostningerne.
”Vi var nødt til at tage et skridt tilbage. Nu har vi skærpet vores kernekompetencer og på den måde styrket vores fundament, så vi er klar til at tage kampen op igen. Jeg forventer således øget aktivitet i indeværende år,” siger adm. dir. Thomas Bjerg.
Endelig er der Mantra, som både måtte notere en faldende bruttoavance og et mindre overskud – som dog fortsat er på et fornuftigt niveau.
Mantra er i de sidste par år omstillet til at være et netværksbureau, hvilket betyder, at en del af den aktivitet, bureauet håndterer, ikke kan læses ud af regnskabet.
Nøgletal for Very
- Bruttoavance 12,145 mio. kr. -12,4 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 867.500 kr. +37,7 pct.
- Lønandel 62,2 (82,6)
- Resultat af primær drift +2,176 mio. kr. (-0,367 mio. året før)
Nøgletal for Bocca
- Bruttoavance 9,581 mio. kr. -5,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 958.100 kr. +13,0 pct.
- Lønandel 65,9 (76,9)
- Resultat af primær drift +0,978 mio. +1745,3 pct.
Nøgletal for Pryhl
- Bruttoavance 6,2 mio. kr. +5,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,24 mio. +5,7 pct.
- Lønandel 57,6 (57,9)
- Resultat af primær drift +1,069 mio. kr. +14,6 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Brandstifter
- Bruttoavance 4,7 mio. kr. +11,9 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,343 mio. kr. +8,7 pct.
- Lønandel 48,3 (48)
- Resultat af primær drift +1,573 mio. +12,5 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Seligemig
- Bruttoavance 3,2 mio. kr. +88,2 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 800.000 kr. +88,2 pct.
- Lønandel 68,0 (103,5)
- Resultat af primær drift +0,448 mio. (-0,514 mio. året før)
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Mantra
- Bruttoavance 2,6 mio. kr. -10,3 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,3 mio. +34,5 pct.
- Lønandel 58,8 (56,6)
- Resultat af primær drift +0,496 mio. kr. -23,1 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz