5 produkter kæmper om at være årets lancering

FiG

The Nielsen Company har nu short-listet 5 ny-lanceringer til dysten om at blive årets lancering i 2015.

At lancere nye produkter i dagligvarehandlen kan være en yderst vanskelig opgave, som langt fra altid lykkes. Så når The Nielsen Company kårer årets lancering, så kigges der i høj grad på resultater.

Her er der nu 5 produkter, der er kommet gennem nåleøjet og er blevet short-listet som Årets lancering 2015.

De 5 produkter er:

  • Dr. Oetker Pizzaburger, der er en kombination af pizza inden i og sprød burger uden på.
  • Knorr Snack Pot, hvor man har kombineret convenience aspektet fra den klassiske Cup Noodle med danskernes måltidsfavoritter.
  • Kohberg aktiv protein brød og boller, der følger tidens trends med ekstra protein, gode fibre og mindre kulhydrater.
  • Pastella Grøntsagsbånd med 40% grøntsager i pastadejen, og stadig den gode smag af frisk pasta.
  • Peter Larsen Iskaffe Caffe Latte er en økologisk og Fairtrade certificeret ready-to-go kaffedrik.

Listen rummer ikke oplysninger om, hvilke bureauer, der har hjulpet – men i Odense har man været hurtige til at koble sig på short-listen. Nørgård Mikkelsen har nemlig stået bag to af produkterne.

Det gælder Kohbergs protein brød og Knorrs Snack Pot.

”Vi er selvfølgelig stolte over, at de to lanceringer er nominerede, men det bedste er, at vi har kunnet hjælpe vores kunder til en succes. Samtidig er vi også rigtig glade for, at det er inden for fødevare-kategorien, som altid har været en kernekompetence hos Nørgård Mikkelsen,” siger Bodil Ibsen, der er kontaktdirektør.

Når The Nielsen Company udvælger de nominerede blandt årets lanceringer, vurderes produkterne på, om de har opnået et betydeligt salg, bidraget til vækst og tilført noget nyt til markedet – og om de overordnet set har formået at skabe værdi for retailere, producenter og forbrugere. 

Årets bedste lancering kåres på DLF Årstræf d. 10. marts.