Så er døren åbnet og annoncørerne budt indenfor af Instagram. På en lang række markeder, herunder Norden, er der nu mulighed for at annoncere, og derfor stillede Amy Cole sig kortvarigt til rådighed for et enkelt dansk medie – og det blev så Bureaubiz.
Amy Cole er Head of Brand Development EMEA og i øvrigt blot den femte person, som kom med på Instagram-holdet i sin tid.
Først fakta:
- Instagrams community tæller nu 400 mio. brugere (heraf ca. 900.000 i Danmark, oplyser IUM, red.)
- 75 pct. af brugerne er at finde uden for USA – altså et globalt medie
- Annoncer på Instagram har hidtil været en mulighed for nogle udvalgte brands på få udvalgte markeder
- Af de 400 kampagner, Instagram har målt på, oplevede 97 pct. af annoncørerne en betydelig stigning i ad recall
På spørgsmålet ”Hvilke råd vil du give de nye danske annoncører?” svarer Amy Cole:
- Bare kom i gang. SAS og Volvo er nogle af de nordiske brands, der er med fra begyndelsen.
- Kend mediet og situationen. Det er mobilt og visuelt. Billederne på Instagram kommer især fra brugernes mobiler – der er følelser involveret, og det er som at være der selv.
- Vær autentisk – eller rettere; nærværende. Instagram er et personligt medie, og derfor skal virksomhederne også være klar til at vise en mere personlig side af sig selv.
- Fortæl en historie – og vær bevidst om formålet med den. Og vær vedholdende.
- Vælg ud. Eller med et finere ord; vær kuraterende. Det er instagrammers, og de forventer intet mindre af dig. Man kan snildt tage 50 billeder på en dag – men man deler lige præcis det ene, der bedst fanger dét, man vil fortælle.
At være autentisk og selektiv – det er vel generelt gode råd til annoncører?
”Ja, det er. Men det er den samlede viden – inkl. at kende oplevelsen og mindsettet i Instagram – der gør sig gældende her,” siger Amy Cole, inden turen går videre til en svensk journalist.