Da PepsiCo for nylig lancerede sit nye logo, blev der talt om sprækker i det ellers meget gamle samarbejde med BBDO. Og nu kommer der så et egentlig opbrud.
Pepsi har besluttet at flytte håndteringen af sit hovedmærke og diet Pepsi på det amerikanske marked fra BBDO til TBWA/Chiat/Day i Playa del Rey i Californien.
Men bureauskiftet sker således inden for Omnicom-familien.
“Vi har besluttet at hyre TBWA/Chiat/Day for at opfriske Pepsis kommunikation på tværs af mange forbruger kontaktpunkter og for at give ny kraft til Pepsis arv med nytænkende reklame”, siger Dave Burwick, der er CMO for PepsiCo i Nordamerika.
TBWA/Chiat/Day håndterer i forvejen Gatorade.
Tabet er ikke mindst et psykologisk tab for BBDO, der har arbejdet på Pepsi siden 1960 pg gjort det til “the choice of a new generation”.
I de senere år er det dog ikke gået særligt godt. Mærket har tabt kant og markedsandel, og det har ført til en række ændringer omkring selskabet – inklusiv en række bureauskifter. Pepsi har desuden annonceret, at man i de kommende tre årvil bruge over 6 mia. kr. på nye initiativer.