Markedet er svært, og i særdeleshed reklamebureauerne ser lige nu ud til at være stærkt udfordret. I hvert fald hvis man dømmer på de regnskaber, som Bureaubiz indtil nu har registreret.
Det kan man nikke med på i Vejle hos Metaphor. Faktisk så meget, at man efter en egenbegæring er taget under konkursbehandling.
En af forklaringerne er uforudsigeligheden i markedet.
“Vi havde et svært 2011 og 2012 tegnede heller ikke godt. Vi lagde derfor en plan, hvor vi ville downsize bureauet, og vi er gået fra 29 til 13 medarbejdere. Alle har knoklet for det, og vi har fulgt planen frem til og med 1. kvartal,” siger adm. dir. Knud Erik Knudsen og fortsætter:
“I april gik det galt. Vi tabte ikke nogen kunder, men opgaverne udeblev, og maj så ikke bedre ud. Juni tegnede måske en anelse bedre, men slet ikke nok til, at når vi fremskrev likviditeten til efteråret, så så det helt skævt ud. Virkeligheden var, at der skulle skydes penge ind – et relativt pænt beløb – men vi vurderer usikkerheden i markedet for stor til, at det giver mening med en sådan investering.”
Danfoss er en af de store kunder hos bureauet, der ud over Vejle har en afdeling i Nordborg tæt på Danfoss.
Knud Erik Knudsen har været med hos Metaphor i de sidste 30 år ud af bureauets 50-årige historie og været direktør og hovedaktionær siden omkring 1990. Han konstaterer, at han aldrig før i de 30 år har oplevet et så svært og uforudsigeligt marked.
“Kunderne vil have det hele for mindre, og det er fair nok, for de skal selvfølgelig varetage deres interesser bedst muligt. Men samtidigt er det et marked i så store forandringer, at det er supersvært at knække nøden for, hvordan man skal agere fremadrettet. Vi har åbenbart ikke været gode nok til det, men jeg synes, at det godt kan give anledning til eftertanke i branchen,” siger Knud Erik Knudsen.
Selv ved han ikke, hvad fremtiden skal byde på.
“Jeg er 55 og ser bestemt ikke mig selv som færdig. Men lige nu er mit fokus at gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe mine medarbejdere videre og sikre, at vores kunder kommer bedst muligt ud af det,” siger Knud Erik Knudsen og fortsætter:
“Jeg tror, jeg selv har behov for på en eller anden måde at tage afsked med bureauet. Og når det så er overstået, så tror jeg, at jeg vil gå mig en lang tur i skoven, og se om jeg kan finde energien tilbage.”