Sidste år kunne &Co juble over at have generobret 1. pladsen i MyImage-analysen, som produceres af MyResearch i samarbejde med Bureaubiz. En 1. plads, som bureauet året før havde måttet aflevere til Kunde & Co.
Men i år var der ingen slinger i valsen – & Co holder fast i imagetronen.
Det er en 1. plads, der fastholdes oven på et år med flere markante begivenheder for bureauet.
&Co har f.eks. barslet med Christopher Walken kampagnen for Jack & Jones – en kampagne med en serie internet-film med Hollywood-stjernen Christopher Walken, som fik enorm opmærksomhed – artiklen med de nye film blev den hidtil mest læste på Bureaubiz – og anerkendelse med virkelig mange rosende kommentarer.
Det gælder også udlandet, hvor filmene her i slutningen af året har vundet Grand Prix i både Epica og Eurobest.
Herudover overtog &Co også Telenor – og trak sig sejrrigt ud af konkurrencen om Danske Spil budgetterne for Skrab, Keno og Bingo.
”Vi er sindssygt stolte – og ydmyge – over skulderklappet. For vi er mindre kendte, og vi er et ungt bureau. Vores markedsføring består ikke i at sige det, vi kan, men at vise det – via det arbejde, vi udfører for vores kunder,” siger Mikael Jørgensen, adm. direktør i &Co.
Han tilføjer:
”En førsteplads i Image-analysen er også med til at gøre op med dogmet om, at kreative ikke kan være strateger. Vi hjælper vores kunder med udfordringer og problemer ved at bidrage strategisk og kreativt – og vel at mærke tæt på forretningen.”
Selv om bureauet har været i vælten på den gode måde, så er det dog ikke en suveræn sejr. &Co bliver åndet i nakken af Kunde & Co, som oven på et år, hvor man blev sendt fra en 1. plads til en 8. plads har taget gevaldigt revanche ved at indtage 2. pladsen et mulehår efter &Co.
MyImage bygger i år på 556 besvarelser – 19 pct. flere end sidste år – og analysen er sammensat af to parametre: BrandStyrke, der bygger på annoncørernes kendskab, lyst til at invitere til pitch samt momentum – d.v.s. lyst til at invitere til pitch korrigeret for antallet af egne kunder i analysen. Hertil kommer BrandPosition, der bygger på svarene på 9 kvalitative udsagn.
Kigger man på værdierne, så falder &Co tilbage på BrandStyrke men går frem på BrandPosition. Det forholder sig omvendt med Kunde & Co.
“Det er nogle ret betydelige hop, som Kunde & Co har taget de sidste par år. Selvfølgelig kan den statistiske usikkerhed forklare lidt af det, men der er også andre forklaringer,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch og fortsætter:
“Kigger man på værdierne, så er det meget på BrandStyrke, at udsvingene sker, og da Kunde & Co er et bureau, der er meget aktiv i forhold til egen markedsføring, kan der også ligge en forklaring her. Jeg tror ikke, man kan påvirke en imageanalyse med en enkelt annonce eller to, men når man som Kunde & Co arbejder meget systematisk med egen markedsføring, så kan en ændret adfærd påvirke lige netop på Brandstyrke. Udfordringen er så, at den opmærksomhed, man opnår, gerne skal omsættes til de kvalitative parametre.”
Wibroe, Duckert & Partners går frem fra en 4. til en 3. plads, og det afspejler, hvor stor styrke, der er i et bureaubrand opbygget gennem mange år – for det seneste år har ikke just været godt for bureauet, der har været gennem flere spektakulære kundetab.
Den nye på 4. pladsen påkalder sig også opmærksomhed. We Love People har de sidste par år vist fremgang, så det forekommer ikke helt tilfældigt, at bureauet nu er helt oppe på 4. pladsen. We Love People har da også været gennem et år med sejr i flere store bureaukonkurrencer.
Årets analyse viser, at konkurrencen mellem bureauerne efterhånden er meget tæt.
I en del år har man oplevet specielt Partners være meget dominerende – de var den naturlige imagekonge. Men der er ikke rigtig nogen oplagte fyrtårn i dag. Scoren ligger så tæt, at der ikke skal flyttes meget på tallene for at få en helt anden stilling.
“Afstanden mellem nr. 1 og nr. 7 er faktisk ikke større end, at de alle principielt vil kunne hoppe op på 1. pladsen næste år,” siger Mogens Østergaard.
To nye bureauer er med i år – Advice og Yellow. Her kommer Advice klart stærkest ud med en samlet 13. plads. Måske ikke så overraskende, for bureauet har samlet betydelig opmærksomhed i det seneste år.
Lige foran – på en 12. plads – finder man Umwelt, og det er resultatet af et gevaldigt hop fra en 28. plads sidste år. Bureauet har også gjort opmærksom på sig selv ved bl.a. at vinde AEA Grand Prix to år i træk.
Top 10 MyImage – Reklamebureauer
- &Co (1)
- Kunde & Co (8)
- Wibroe, Duckert & Partners (4)
- We Love People (7)
- Envision (5)
- Hjaltelin Stahl (3)
- Mensch (2)
- Zupa Recommended (9)
- Bates Y&R (11)
- DDB Copenhagen (6)
Top 10 BrandStyrke
- &Co (1)
- Kunde & Co (12)
- Mensch (2)
- Wibroe, Duckert & Partners (3)
- Hjaltelin Stahl (4)
- Bates Y&R (9)
- We Love People (11)
- Envision (6)
- DDB Copenhagen (5)
- BBDO (8)
Top 10 BrandPosition
- Zupa Recommended (1)
- We Love People (3)
- Fireball (12)
- Envision (4)
- Wibroe, Duckert & Partners (9)
- Sunrise (6)
- &Co (10)
- Kunde & Co (5)
- Hjaltelin Stahl (2)
- Mensch (7)
Top 5 – Kvalitative parametre
Kreativt stærke
- Robert/Boisen & Likeminded
- Wibroe, Duckert & Partners
- &Co
- Mensch
- We Love People
Strategisk stærke
- Kunde & Co
- Halbye Kaag JWT
- Mensch
- DDB Copenhagen
- We Love People
Gode til at integrere kommunikationsløsninger
- Zupa Recommended
- Wibroe, Duckert & Partners
- Yellow
- Gorm Larsen & Zornig
- RelationshusetGekko
Gode til at samarbejde med andre bureautyper
- Yellow
- Zupa Recommended
- Sunrise
- Fireball
- Gorm Larsen & Zornig
Adskiller sig markant fra andre reklamebureauer
- Mensch
- We Love People
- Kunde & Co
- Fireball
- Wibroe, Duckert & Partners
Gode til digitale løsninger
- Wunderman
- Zupa Recommended
- Responsive
- Hjaltelin Stahl
- Advice
Gode til at skabe resultater
- Responsive
- Zupa Recommended
- Wibroe, Duckert & Partners
- Envision
- Advice
Gode til forbrugerindsigt
- Envision
- Fireball
- We Love People
- RelationshusetGekko
- Sunrise
Har god forståelse for kundernes forretning
- Fireball
- Envision
- Gorm Larsen & Zornig
- Zupa Recommended
- Kunde & Co
MyImage er udført af MyResearch. 556 marketingansvarlige har svaret. Det er en svarprocent på 21. Den største gruppe blandt respondenterne udgøres af marketingdir./chef mens de næststørste udgøres af Brand/Category manager samt adm. dir/CEO. Den samlede image-score bygger på to overordnede parametre: BrandStrength, der bygger på kendskab til bureauet, lysten til at invitere bureauet til pitch og momentum, som er lysten til at invitere til pitch fratrukket egne kunder. BrandPosition, der bygger på i hvilket omfang annoncører mener ni image udsagn passer på bureauet. Du kan læse mere om analysen og bestille rapporterne på www.myimage.biz.