7-Eleven går ud med en af årets største satsninger

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

7-Elevens eget kaffebrand lanceres med en af årets største marketingsatsninger hos kæden. Kampagnen er – bortset fra en norsk app – dansk udviklet.

7-Eleven er en af de største udbydere på ‘coffee-to-go i Danmark og nu vil kioskkæden udbygge den position med lanceringen af deres eget kaffebrand.

CafféRosso hedder den nye kaffe, som lanceres på mandag den 3. marts i de 195 7-Eleven butikker.

Kampagnen for det nye kaffemærke skydes også i gang på mandag, og det er en kampagne, som 7-Eleven satser meget på:

”Det er en af vores største satsninger i år rent marketingmæssigt. Kampagnen starter først rigtigt på mandag, men allerede de næste par dage, vil man kunne se den i gadebilledet. Vi går stærkt ind i starten, men kampagnen slutter som sådan ikke. Den vil være fortsætte, fordi vi vil blive ved med at lægge tryk bag vores nye kaffebrand”, siger Bo Velling-Theisen til bureaubiz.

Kampagnen, der består af outdoor, print og radio og en app, har til formål at involvere kaffekøberne og derfor er konceptet med app’en, at kunderne skal vurdere kaffen, fortæller marketingchefen.

”Ved hjælp af Kaffekontrolløren, som app’en hedder, beder vi kunderne om at vurdere vores kaffe. Vi mener selv vi har den bedste kaffe på farten, men vi vil gerne involvere kunderne og beder dem derfor om at bedømme kaffen fra den butik, hvor de har købt den. Når man har bedømt fem kopper kaffe, får man en kop gratis”.

App’en er udviklet i Norge. Kampagnen i Danmark står 7-Eleven selv for i samarbejde med sit bureau, Brandhouse.