8 hold dyster i ny bureauliga

Peter Engholm
25@mail.dk

En fodboldliga for bureauer er dannet, og første runde – inkl. et lokalopgør – er spillet.

Danske bureaufolk har før demonstreret deres talent inden for fodbold. I forbindelse med Cannes Lions sidste sommer vandt Danmark ”VM for reklamefolk” i strandfodbold.

Nu rykker fodbolden indendørs, og til bureauernes faglige samarbejde og indbyrdes konkurrence kan således føjes glæden og hånen ved at slå hinanden i fodbold. Det er tilgangen til bureauliga.dk, der er stiftet af digitalbureauet HTML24.

”Bureaufolk kender det: Der er altid travlt, der er altid noget, der skulle have været færdigt i går – og samtidig vil man gerne være i god form. Derfor har vi skabt en særlig fodboldliga for bureauer, så vi kan være sammen om en aktivitet og få rørt os,” siger Bo Møller, adm. direktør i HTML24.

Bureauet er underleverandør til 300 bureauer i Norden, så umiddelbart lyder en liga på 8 hold ikke af mange.

”Vi inviterede i første omgang de bureauer, vi kendte godt, til at deltage. Nu prøver vi det af i Fodboldfabrikken i Kødbyen, og mødes hver mandag i den første sæson på syv runder. Og så starter vi op igen til februar, hvor der måske – forhåbentlig – vil være 20 bureauer,” siger Bo Møller.

Første runde blev således spillet i forgårs, bl.a. med et ”lokalopgør” mellem Advice og et blandet hold bestående af Advice Digital, Eksponent og Obrigado. Sidstnævnte hold vandt 11-6. Se blog og resultater her.

Hver kamp varer 25 min., og der er 4 spillere på hvert hold. Bureauliga.dk er indtil videre en københavner-begivenhed, men Bo Møller ser gerne, at en bureauliga-vest kommer til, med fynske og jyske bureauer. Det giver mulighed for at spille om Danmarksmesterskabet i bureau-fodbold. Og HTML24 laver gerne et site til en vest-liga, hvis det skulle være.

bureauliga.dk kan interesserede bureauer melde sig til næste sæson.