For halvandet år siden fik Nørgård Mikkelsen Odense Marcipan tilbage som kunde. Tidligere havde de arbejdet sammen med marcipan-firmaet i en 10-årig periode.
Nu mister Nørgård Mikkelsen dog en del af budgettet. Det drejer sig om alle online aktiviteter.
Dem har Odense Marcipan har valgt at lægge over til det aarhusianske webbureau Novicell.
Projektleder hos Odense Marcipan Morten Rosenberg siger i en pressemeddelelse, at samarbejdet med Nørgaard Mikkelsen på online området har været helt igennem fint, og at bureauet har været med til at løfte det nuværende website til nye højder.
Valget er derfor mere et tilvalg end et fravalg, siger Morten Rosenberg.
”Vi har valgt at satse på Novicell som fremtidig digital partner, fordi de besidder det høje faglige niveau der skal til for at udvikle vores digitale tilstedeværelse til nye højder. ”Novicell forstod således hurtigt vores forretning, behov og udfordringer, hvilket har bidraget til en god dialog og kemi igennem hele processen. Med en række spændende digitale projekter forude, som betyder, at det digitale område kommer til at fylde mere for Odense Marcipan i fremtiden, har vi fundet en partner, som matcher vores forretningstilgang, ønsker og krav perfekt”.
For et år siden flyttede Odense Marcipans b-t-b-budget til Opening fra Nørgård Mikkelsen. Det nye samarbejde med Novicell får ikke indflydelse på Openings aftale med kunden.