Det blev Kernels adm. dir., Peer Brændholt, som fik rollen som adm. dir. i fusionen mellem Kernel og Simpatico. Desuden viser det nyeste regnskab fra Simpatico, at bureauet er gået tilbage.
Hertil kommer, at Salling efter regnskabsårets slutning valgte at forlade bureauet, og det har kostet yderligere omsætning og medarbejdere.
Det kunne skabe det indtryk, at Kernel er storebror i fusionen. Bureauet er størst og i vækst. Men kigger man på ejerandelene, så tegner der sig et andet billede. Simpaticos ejer, Jens Hjortshøj, ejer nemlig 70 pct. af det fusionerede bureau, Kernel Simpatico.
Det hænger bl.a. sammen med, at den ene af de to store partnere i Kernel, Carsten Haagensen, har valgt at forlade bureauet i forbindelse med fusionen, og han er blevet købt ud af Jens Hjortshøj.
“Carsten har været vores finansdirektør, men han har samtidig haft en række andre aktiviteter, og han har ønsket at hellige sig dem. Derfor har Jens købt ham ud,” siger Peer Brændholt og fortsætter:
“Vi har selvfølgelig indgået en aftale, der sikrer vores indflydelse, selvom Jens ejer 70 pct. Vi har diskuteret dette længe, og vi supplerer hinanden godt, så der er en fælles interesse omkring fusionen. Desuden passer dette meget godt ind i, at Jens Hjortshøj har nået en alder, hvor det er naturligt at tænke på et generations-skifte.”
Simpatico er blevet mindre siden regnskabsårets afslutning, og det er faktisk lige præcis d. 1. marts – datoen for fusionen – der markerer afslutningen på samarbejdet med Salling.
“Det har givet en god lang periode til at tilpasse bureauet. Så Simpatico er måske nok blevet mindre – men nøgletallene pr. medarbejder er fortsat gode. Desuden har bureauet i år købt det lille bureau, Brightside, som tilfører nogle nye medarbejdere,” siger Peer Brændholt.
Han vægter fusionens soliditet højt.
“Vi har brug for medarbejdere, der er aktuelle og relevante – ikke bare i dag men også i forhold til marketings fremtidige udfordringer. Vi har brug for kunder, der tror på værdien af marketing og hvor det er integreret i organisationen. Her er vi godt med i Kernel. Men vi har også brug for økonomisk soliditet i forhold til at kunne vækste fortsat,” siger Peer Brændholt og fortsætter:
“Jeg synes, at jeg med fusionen sidder tilbage med både handlefrihed til at drive bureauet samt medarbejdere, kunder og soliditet til at gøre det.”
Nøgletal for Simpatico (pr. 30. juni 2013)
- Bruttoavance 20,8 mio. kr. -12,2 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 800.000 kr. -15,6 pct.
- Lønandel 69,8 (61,5)
- Resultat af primær drift +1,823 mio. kr. -55,3 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Kernel Global (pr. 31. december 2012)
- Bruttoavance 24,3 mio. kr. +15,2 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 810.000 kr. -4 pct.
- Lønandel 74 (61,8)
- Resultat af primær drift +0,589 mio. kr. -80 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz