Jan Duckert medejer af TDCs nye spilselskab

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Gamle spilkendinge bag teleselskabets spilsatsning, der får Orchestra som mediabureau og Partners som reklamebureau.

Holger Kristiansen var produktchef i Danske Spil, dengang Wibroe, Duckert & Partners brillerede med en belønnet tips-kampagne.

Men Holger Kristiansen er en driftig herre og med Jan Duckert som medejer skabte han Bet24, som siden blev solgt til MTG.

Nu er de to på banen igen og denne gang bliver det sammen med TDC.

Teleselskabet har annonceret, at man vil ind på spillemarkedet, og de konkrete planer er blevet offentliggjort i dag. TDC har købt en majoritet i Holger Kristiansens selskab, Ecosys, hvor Jan Duckert også har en ejerandel, og hvor han nu får rollen som bestyrelsesformand. Det er dette selskab der skal stå for satsningen.

Relationerne fornægter sig selvfølgelig heller ikke i bureauvalget. Mediabureauet bliver Orchestra og reklamebureauet bliver Partners.

TDCs spilsatsning kommer til at foregå under to brands: Bet25 og Red25. Bet25 bliver betting-delen mens Red25 bliver casino-delen, og der kommer til at være markant forskel på markedsføringen af de to brands.

“Kunderne i betting-delen er meget mere optaget af indholdet end af tv-reklamer, og da vi i Ecosys har opbygget en række forskellige medier omkring sport, så vil vi her primært markedsføre Bet25 via egne kanaler,” siger Holger Kristiansen og fortsætter:

“Det forholder sig anderledes med casino, og derfor kommer vi her til at gå ud med en mere traditionel markedsføring.”

Ecosys har i den forbindelse hyret Jacob Haugard som talsperson, og når man tænker på Partners og Henrik Juuls relation til ham, bliver det ikke mindre naturligt at lade Partners stå for film-produktionen.

Det er denne del af markedsføringen, der i opstarten bliver den primære rolle for Partners.

“Meget af det andet materiale har vi selv folk til at håndtere,” siger Holger Kristiansen.

Han siger videre:

“Med TDCs teknologi og kundebase og vor erfaring indenfor betting og casino har vi alle forudsætninger for at skabe en virkelig slagkraftig udbyder på spillemarkedet. Vi er ret sikre på, at markedet har brug for et dansk alternativ.”

Hos TDC lægger koncerndirektør Johan Kirstein Brammer vægt på, at betting og casino i stor udstrækning er blevet en folkefornøjelse, som passer godt til TDCs øvrige forretningsaktiviteter.

“Spilkunderne foretrækker moderne, sammenhængende løsninger, som gør det nemt at spille f.eks. på et fodboldresultat, mens man ser kampen på tv. Det er grundideen i TDCs forretning at skabe sådanne løsninger, og samtidig kan vi som en stor og kendt dansk virksomhed tilbyde den troværdighed, som kunderne også efterspørger, når det gælder spil,” siger Johan Kirstein Brammer.

Bet25 ligger navnemæssigt tæt op af Bet24, men dette brand er lukket ned for to år siden. Navnet dækker bl.a. over, at 25 pct. af spilleindtægten efter skatter og afgifter går til støtte for dansk sport.