Virksomheder skal tage et ansvar som en integreret del af deres drift og markedsføring. Det er et budskab, der har præget Cannes de sidste par år.
Indtil nu har Call me’s ’tal ordentlig’- kampagne været et af de bedste danske eksempler på dette.
Nu træder MT Højgaard ind på banen med et initiativ, der profilerer bygge- og anlægsvirksomheden som en virksomhed, der viser særlige hensyn overfor egne kunder og disse kunders interessenter.
Kampagnen, der er udviklet sammen med Submarine og Dis-Play, vil bestå af cases, der demonstrerer de hensyn, som virksomheden påtager sig i en byggeproces.
Brand- og designchef i MT Højgaard, Henrik Hommelgaard giver et eksempel:
”Når man giver et tilbud på et byggeri, fokuseres der ofte på pris. Vi vil gerne vise, at der er andre – kommercielle – faktorer, som er mindst lige så vigtige. En af de cases, vi vil vise i kampagnen, er fra Vejle Sygehus, som vi har udbygget og renoveret. Det er meget følsomt, når man arbejder på og i nærheden af et sygehus, der skal fungere midt i larmen. Derfor har vi lavet en stopknap inde på sygehuset. Når lægerne havde brug for ro, f.eks. på grund af en operation, trykkede de på knappen, og byggepladsen stoppede al arbejdet i en periode”.
Det er MT Højgaard selv, der har stået for konceptudvikling og tekst, mens Submarine står for den visuelle del af kampagnen, mens Dis-Play varetager onlinedelen i samarbejde med MT Højgaard.
Kampagnen kommer til at køre på både print, online samt et kampagnesite som går i dybden med de enkelte cases.