Stofa, der tidligere har annonceret meget på tv, bl.a. med Paprika Steen og Brian Lykke fra Live fra Bremen og Krysters Kartel, vil fremover supplere sit marketing-mix med content og øget fokus på relationsmarkedsføring og online markedsføring.
Derfor har man oprettet en marketingchef-stilling, hvor man har ansat en marketingchef med baggrund i netop brandmarketing, digital marketing og CRM.
Den nye marketingchef er Christel Toftegaard Poulsen, der kommer fra et job som koncernmarketingchef hos energiselskabet Trefor.
Med reference til den kommercielle direktør, Michael Broch Hansen, skal hun lede en ny afdeling med i alt 9 medarbejdere, der skal arbejde med brand marketing, relationsmarkedsføring og online markedsføring.
Christel Toftegaard Poulsen, der også får ansvaret for bureausamarbejder, fortæller om baggrunden for sin ansættelse:
”Hos Stofa får jeg mulighed for at arbejde med en strategisk re-positionering af brandet og udarbejde en marketingstrategi, hvor Stofa spiller en mere udfordrende rolle i telebranchen. Jeg tror da også, at grunden til, at de har valgt sådan en som mig, er at få en med friske øjne og erfaring fra andre brancher. Jeg kommer med tung digital erfaring fra mediabureau og har arbejdet med powerbrands i fødevarebranchen og kan bringe et andet mind-set og nogle andre typer kampagner i spil”.
Erfaringen med fødevarer kommer fra en længere årrække hos Kraftfoods Danmark, hvor Christel Toftegaard Poulsens seneste titel var som nordisk marketing ansvarlig for Candy-kategorien.
Derudover har hun arbejdet fire år hos Mediacom, senest som media director.
Stofas nye marketingchef er Cand.merc. i økonomisk markedsføring, og fik i sin tid dimittent-prisen for årets bedste cand.merc. opgave på sin studielinje. Opgaven handlede om B&Os brandpositionering på internettet.
Desuden har hun fået Post Danmarks direct marketingpris for bedste cand.merc.-opgave, inden for kundeloyalitet, der var udarbejdet for et fitnesscenter.
Afløser hos Trefor
Hos Trefor er afløseren for Christel Toftegaard Poulsen fundet internt. Det er Bernadette Sparevohn, der det seneste år har været afdelingsleder i Trefor Energi. Før det var hun ansat i marketingafdelingen. Hun starter i det nye job efter påske.
.