I Københavns Kommune valgte man i efteråret 2013 selv at stå bag en kampagne om affaldssortering, en kampagne, der i øvrigt vandt en præmie.
Miljøstyrelsen har valgt en anden vej. De skal ud med tre kampagner og har valgt to bureauer til at hjælpe sig med at kommunikere vigtigheden af at sortere affald.
De to bureauer er reklamebureauet Pravda og PR-bureauet Rostra Kommunikation.
Opgaverne er vundet i to separate udbud med et samlet budget for kampagnerne på 5,7 mio. kr..
De tre kampagner, der skal løbe af stablen i årene 2014-2016, har henholdsvis borgere og servicesektoren som målgrupper og skal i gang fordi regeringen ønsker, at flere får øjnene op for vigtigheden af at sortere affaldet, så det kan genanvendes som nye ressourcer.
Rostra Kommunikation får det overordnede ansvar for at gennemføre kampagnerne, som danskerne kommer til at møde på en lang række platforme, som f.eks. print, outdoor, online, sociale medier og lokale events.
Pravdas opgave bliver at stå for en lang række kreative produktioner, herunder digitale løsninger, tryksager og outdoor-elementer.
Rostra var i øvrigt bureau på Københavns Kommunes affaldskampagne i 2012, som hed ‘REN kærlighed til KBH’.