Grafisk Arbejdsgiverforening (GA) og Holm Kommunikation har givet hinanden håndslag på et makkerskab, der skal øge GA’s synlighed og tilstedeværelse hos politikere, medlemmer, bureauer og i dansk erhvervsliv.
Samarbejdet, der rummer projekter inden for PR, analyse og strategi, skal give foreningen et markant løft i kommunikationen. GA, der er branche- og arbejdsgiverforening for grafiske virksomheder, trykkerier, bureauer m.fl., vil også udvikle en ny strategi, der skal styrke arbejdsgiverforeningens position og betydning i hele den kommunikative branche.
”GA er arbejdsgiverforeningen for alle virksomheder, der arbejder inden for den grafiske branche og kommunikation. Det skal vi være langt bedre til at kommunikere, og vi skal stå stærkere som foreningen, der varetager branchens interesser i offentligheden og på Christiansborg,” siger adm. direktør Thomas Torp.
Foreningen satser på den kreative og grafiske branche og etablerede for nyligt enheden GA Kreativ. Allerede nu er der en del bureauer i medlemsskaren, og ifølge GA stiger behovet for stærk, faglig rådgivning i en omskiftelig bureauhverdag.
”En stadigt stigende del af GA’s medlemmer arbejder inden for de kreative fag og udvider kernekompetencerne. De bidrager både til kreativt indhold og det grafiske slutprodukt inden for alt fra tryksager til digitale kommunikationsløsninger. Når vores medlemmer udvikler sig, så skal vi udvikle os med. Det er vi i fuld gang med,” siger Thomas Torp.
Udover at rådgive sine medlemmer på bl.a. CSR, miljø og retsforhold inden for ansættelse og markedsføring fokuserer GA på branchens politiske rammevilkår.
”Vi vil skabe forandringer til gavn for den samlede branche og har sat flere sager på den politiske dagsorden. Det gælder bl.a. den truende reklameafgift, der vil koste flere hundrede arbejdspladser hos både bureauer, trykkerier og distributører samt den konkurrenceforvridende magasinmoms. Vi arbejder helt aktuelt på fair vilkår for offentlige udbud af grafiske løsninger,” siger Thomas Torp.
Han tiltrådte ved årsskiftet og gjorde en rebranding af GA til et af sine vigtigste indsatsområder. 44-årige Torp kom fra PFA, hvor han i en årrække havde været Public Affairs direktør. Han har tidligere været vicedirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening og chef for det politisk-økonomiske sekretariat hos Det Konservative Folkeparti.