Ubeslutsomme juryer i Cannes: Ingen vinder i to konkurrencer

Lars Hendel

Branded content og Filmcraft: Cannes-juryer skal med deres Grand Prix’er udstikke en kurs og en fremtid for branchen, men to juryer pegede i hele 27 retninger med guldløver i stedet.

Cannes 2014: På det, der skulle være det store festlige klimaks i Cannes Lions med kåringen af verdens bedste i hele fem konkurrencer, valgte to juryer ikke at udnævne en vinder.

En Grand Prix udstikker ellers normalt den retning, som man gerne vil skubbe branchen i fra Cannes-juryernes side.

I stedet udnævnte juryerne i Branded Content & Entertainment og i Film Craft samlet set hele 27 forskellige guld-vindere, der dog alle åbenbart manglede noget for at være fuldendte arbejder og dermed Grand Prix-vindere.

“Vi ledte efter noget specifikt, og det var afgørende, at de arbejder, vi valgte til guldløverne, repræsenterede Content. Men da vi så undersøgte de ni guld-arbejder nærmere for at finde en Grand Prix, manglede der noget i dem alle for at være komplette. Tilsammen formulerer guldvinderne, hvad Branded Content er, men ikke ét enkeltstående arbejde rummede det hele og havde dermed ikke det exceptionelle niveau, der trådte frem foran de andre,” forklarede jurypræsident Doug Scott, President og Founder, OgilvyEntertainment, USA.

“Det var vigtigt for os som jury i en kun tre er gammel kategori virkelig at formulere, hvad Branded Content er, og hvad det ikke er, men det er svært at definere,” siger Doug Scott (guldvinderne i Branded Content kan ses her).

Han kunne ikke på podiet under pressemødet rigtigt uddybe, hvad der søges efter, eller hvad der mangler, i andet end runde, blødt formulerede og generelle bemærkninger a la “branded content skal ramme og connecte med forbrugeren på en måde, som traditionel marketing ikke altid formår”, “Content er det luftige emne, vi alle taler om”, og “det skal engagere mig”.

Bureaubiz gik herefter på jagt for at finde lidt hjælp til branchen om, hvilken retning man skal marchere i for at opfylde juryens krav – uden at vi dog blev forfærdeligt meget klogere.

Vi opsøgte det fremtrædende amerikanske jurymedlem i Branded Content & Entertainment, Justin Wilkes, der er President of Media & Entertainment og Executive Producer i @Radical.Media.

I siger som jury, at I gerne vil pege branchen i en bestemt retning af, hvordan Brand Content skal være i fremtiden, men bliver det ikke svært at finde den retning uden et fyrtårn i form af en Grand Prix-vinder?

“I mine øjne har vi ni fyrtårn i de ni guld-vindere. På hver sin måde, næsten i hver sin genre, er det ni glimrende arbejder,” siger Justin Wilkes

Men ingen af dem er fundet værdig til Grand Prix. Så hvad er det, der mangler i de ni guld-vindere for at have Grand Prix-niveau og dermed være et fyrtårn – eller en rollemodel for branchen?

“De ni arbejder er så forskellige, at man ikke kan pege på en enkelt eller bare et par enkelte områder. Men for at vinde Grand Prix skal branchen ramme alle kravene,” siger Justin Wilkes.

Uden eksempler, på, hvad der helt præcist mangler i disse guld-arbejder, er det jo svært at følge juryens opskrift i fremtiden – så hvad er nøglen helt præcist i Branded Content?

“I kernefortællingen skal der være en bevægelse, og kernen kan godt bestå af små stykker, der tilsammen giver det arbejde, vi ønskede, som kan tage os videre. At tage os ud på en “journey” er nøglen,” siger Justin Wilkes og nævner dermed et af de helt store buzzwords i juryerne i “rejsen” sammen med “forskellighed” og “mod”.

Det var ikke kun i Branded Content, at juryen ikke kunne beslutte sig – det samme var tilfældet i Film Craft med i alt 2.073 indsendte arbejder (guldvinderne kan ses her).

Brian Carmody, den amerikanske præsident for juryen, kunne heller ikke forklare, hvad der præcist manglede for at kunne uddele en Grand Prix.

“Jeg havde først en dårlig fornemmelse i maven over, at vi ikke havde fundet en Grand Prix, da jeg gik hjem fredag aften, men lørdag morgen følte jeg mig lettet og følte, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Det er en fair beslutning og betyder ikke, at arbejderne ikke var gode, for det var de. Vi har brugt 12-14 timer om dagen i 6 dage i et mørkt rum og har set det bedste arbejde i verden, og vi endte med at uddele mange flere Guld Løver, end vi havde regnet med, fordi niveauet generelt var så højt,” siger Brian Carmody om arbejdet i Film Craft-juryen.

Med lidt ond vilje kunne det omtales som en tøsedrenge-jury, og som første jury ved årets festival modtog de da heller ikke applaus fra pressen for deres arbejde – og det samme skete bagefter på pressemødet for juryen i Branded Content & Entertainment.

Brian Carmody kunne heller ikke pege på en trend i kategorien og ville ikke fremhæve enkelte arbejder i guldkategorien som værende de cases, der var tættest på en Grand Prix.

Der var dansk islæt på listen over Gold Lions i Film Craft, idet to arbejder under titlen Cook’s Range fra Lurpak og Blink Productions/Wieden+Kennedy i London vandt guldløver, ligesom der var samme hæder til Adventure Awaits fra Arla Foods fra Wave Studios/Wieden+Kennedy i London.

https://www.youtube.com/watch?v=SRaha1qadpQ