Danmarks største bureaugruppe i fin form

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Med en bruttoavance på over 300 mio. kr. er GroupM Danmarks største bureaugruppe. Og gruppen har hentet markedsandele i 2013.

Big is NOT beautiful. I hvert fald ikke mere, dekreterede tidligere Aegis-topchef, Henrik Jensen fornylig, da han fortalte om et research-projekt omhandlende Vinderbureauers DNA.

Helt sådan ser man ikke på det hos GroupM, der er Danmarks største bureaugruppe – selvom man på nogen måder godt kan følge synspunktet.

“På mange måder fungerer bureaubranchen godt i mindre enheder, og der er da heller ingen tvivl om, at vi satser stærkt på at den daglige kundekontakt håndteres i hver af de brands, som gruppen rummer,” siger Jonas Hemmingsen, der er nordisk chef for GroupM, og fortsætter:

“Men på en række andre områder giver størrelse nogen muskler til at gøre noget, som mindre enheder vil have svært ved. Vi har diskuteret meget, hvor værdien ligger i størrelse, for det skal ikke blot handle om at tjene penge, og vi har oversat det til, at vi vil være ambitiøse. Meget ambitiøse. Vi vil bruge størrelse til udvikling – ikke bare vores egen udvikling men også udvikling, der kan rykke markedet.”

Tilgangen til størrelse har konkret ført til, at en række centrale funktioner er blevet styrket.

Det gælder f.eks. en 57 mand stor specialistenhed, GroupM ONE med fokus på datadrevet realtidsindkøb, Business Technology, der arbejder med data-management og datavisualisering og GroupM Next, der har fokus på media-innovation.

Hver enhed er drevet af målsætninger for forretningsudvikling, hvilket har resulteret i introduktionen af en række helt nye produkter.

Senest har GroupM Trading lanceret sit nye produkt – MediaTrader – der er en “gør-det-selv” online bookingplatform – og innovationsafdelingen GroupM Next har skabt en 2nd screen platform – BioSpil – til Dansk Reklamefilm, som giver annoncører en ny mulighed for interaktion med forbrugerne.

“Vi ønsker i fremtiden i meget højere grad at indgå i tætte udviklingsprocesser sammen med medierne, for at skabe innovative medieløsninger som matcher vores kunders ønsker om at engagere forbrugerne”, siger Mikkel Hagedorn, som er ansvarlig for forretningsudvikling hos GroupM.

Udviklingen kan også aflæses i regnskabet, hvor fællesfunktionerne i GroupM er vokset markant. De repræsenterer nu tæt på 25 pct. af den samlede bruttoavance.

Regnskabet afspejler i øvrigt at gruppen er i fin form. Væksten i bruttoavance er større end markedet, og der er en tilsvarende god fremgang på bundlinjen, der viser et plus på 17 mio. kr. Ganske pænt i kroner og øre – selvom en overskudsgrad på lidt over 5 ikke hører til de høje.

Jonas Hemmingsen er dog tilfreds.

“Vi har selvfølgelig nogle indtjeningsmål, og vi kæmper lidt med, at ikke alle i gruppen performer lige stærkt endnu. Men vi vil hellere investere end at sende penge ud af landet, og det er det vi gør. På det grundlag er vi faktisk tilfredse med den overskudsgrad,” siger Jonas Hemmingsen og tilføjer, at GroupM er blevet ca. 100 mio. kr. større på fem år.

“Det svarer til et stort dansk bureau, og det synes vi faktisk er ganske godt.”

Blandt de enkelte brands har specielt MEC været et smertensbarn i de senere år. Selvom der er markant fremgang på bundlinjen i 2013, så står tallene dog fortsat med rødt.

Mindshare er et bureau, der har bevæget sig markant frem i de senere år – men i år står der en tilbagegang. Der er dog tale om en bevidst satsning på en række investeringer. Bureauet købte i 2013 reklamebureauet Wasabi og taler nu om at være et integreret medie- og kommunikationsbureau.

Det projektet har trukket ressourcer, og det kan ses i regnskabet.

Nøgletal for GroupM

  • Omsætning 2297,924 mio. kr. +1,4 pct.
  • Bruttoavance 317,891 mio. kr. +11,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 972.144 kr. +8,8 pct.
  • Lønandel 58,1 (67,2)
  • Resultat af primær drift +16,54 mio. kr. +11,3 pct.
  • Resultat før skat +17,147 mio. kr. +26,9 pct.

Nøgletal for Mediacom

  • Omsætning 1026,909 mio. kr. +1,6 pct
  • Bruttoavance 116,854 mio. kr. -1 pct.
  • Resultat før skat +12,021 mio. kr. -5,6 pct.

Nøgletal for MEC

  • Omsætning 616,183 mio. kr. +0,9 pct.
  • Bruttoavance 64,216 mio. kr. +7,4 pct.
  • Resultat før skat -5,093 mio. kr. +139,6 pct.

Nøgletal for Mindshare

  • Omsætning 324,005 mio. kr. -15,8 pct.
  • Bruttoavance 46,825 mio. kr. -7,3 pct.
  • Resultat før skat +4,033 -44 pct.

Nøgletal for Maxus

  • Omsætning 129,932 mio. kr. +9,2 pct.
  • Bruttoavance 16,094 mio. kr. +2,0 pct.
  • Resultat før skat +0,437 mio. kr. -45,6 pct.