Umiddelbart lyder den danske ADer Lukas Lund ikke så voldsomt erfaren: Skolepraktik og lidt freelance for &Co og DDB. Men det er kun den danske del af cv’et, for siden sommeren 2010, hvor han blev bachelor fra Kreativ Kommunikation, har han tilbragt 3½ år på Ogilvy New York.
Dette kæmpe kontor har han nu sagt farvel – eller nærmere; halvt farvel – til og er tilbage i Danmark.
I foråret 2010 vandt Lukas Lund og makkeren Andreas Hoff Young Creative Circle Award, dystede i sommerens Young Lions i Cannes, og i efteråret gik turen til New York, hvor de på Ogilvy havde fået et tre måneders internship af Lars Bastholm, der dengang var kreativ direktør på bureauet.
Det unge danske team greb chancen og fik foden indenfor i form af først permalance – fast freelance – og siden en fastansættelse. Med visum, forsikring, healthcare og den slags.
Lukas Lunds kæreste flyttede også til New York – for at studere – og både hans bureauarbejde og forhold gik godt: Opgaverne var store, og kæresten blev til konen – og gravid.
”Årene i New York har været fantastiske – og lærerige. Men min kones graviditet gjorde, at jeg sagde op. Vi stod i forvejen ved en skillevej, og hvor dét at blive i New York og måske aldrig flytte tilbage var en af mulighederne. Vi ventede næsten på, at der skulle ske noget. Og på en måde var det lettere at gå ind til min chef med denne forklaring,” siger Lukas Lund.
Usædvanlig undskyldning: It’s not you, it’s not me – it’s my unborn child …
”I New York har vi kun os selv, men i Danmark har vi et helt hold af familie og venner. Dét er årsagen, men det var bestemt ikke let. Andreas og jeg har investeret så meget arbejde og tid i det i flere år og har fået stadig større ansvar – vi stod foran at skulle høste nogle frugter. Nu fortsætter Andreas med andre makkere og kan følge ting til dørs. Og han og jeg skilles som venner,” siger Lukas Lund.
Alligevel gik opsigelsen ikke helt som forventet.
”Jeg sagde op på Ogilvy New York, men vi endte med at fortsætte sammen. Opsigelsen blev til en slags jobansøgning. Ogilvy New York fandt sammen med Ogilvy i Danmark. Det var ikke noget, jeg selv kunne gøre, og heller ikke noget, der bare lå lige for – de to kontorer er i samme netværk, men har i princippet ikke noget med hinanden at gøre. Heldigvis blev de to enige om, at jeg kunne dele min tid mellem dem – foreløbig i 3-4 måneder, og det er den perfekte løsning for mig,” siger Lukas Lund.
Han tilføjer:
”De to deltidsjob dækker reelt over en fordeling, der i begge tilfælde er over 50 pct. – og så er jeg i mellemtiden blevet far, og det er også fast arbejde.”
Selv om han stadig arbejder for Ogilvy NY, så er basen fremover dansk – og derfor kan det være på sin plads at kigge på, hvad der er kommet gennem tolden fra USA til Danmark:
”Selve New York er en stress-tilstand, hvor alt og alle går op i arbejde. Det er en vibe, det er dynamisk, og det er faktisk fedt. Samtidig er bureaubranchen i byen enorm – og headhunters og recruiters er business i sig selv.”
Om bureauet lyder det:
”Med 1500-2000 personer på bureauet er der en permanent hovedbanegårdsfornemmelse. Hierarkiet og lag-på-lag kan være en ulempe, men det kan også være inspirerende: Der er hele tiden noget at stræbe efter. Det er store processer, men det er samtidig store brands og store budgetter. Samtidig er der en permanent pitchstemning – også internt. Flere teams kæmper om opgaven, og du skal slå nogle andre for at få dit arbejde igennem.”
Hvad er det så, du tager med dig til Danmark?
”Ambitionsniveauet. Og en glæde over at skulle være mere med i processen og komme tættere på både kolleger og kunden. I New York er du en mindre del af et stort apparat, mens du i Danmark har større indflydelse på både processen og udfaldet. Det danske marked er mindre, og derfor kan du være mere konkret end opgaver med global rækkevidde – i disse opgaver maler du med en bredere pensel,” siger Lukas Lund.
Han tilføjer:
”Jeg glæder mig også til at lære af folk herhjemme. Jeg synes, den danske kreativitet har rykket sig, mens jeg har været i New York. Der har været fede danske cases, som jeg har vist frem til kollegerne. Jeg glæder mig til at bidrage, og jeg glæder mig til at lære af folk herhjemme – og jeg glæder mig til at slå svenskerne.
Nu er du i Danmark. Skal du til udlandet senere hen igen?
”Jeg vil ikke til udlandet for udlandets skyld – men jeg håber at kunne lave så fede ting for kunderne, at det åbner nogle døre. Jeg kan kun anbefale andre at tage af sted. Det er en fed følelse at få foden indenfor på et stort sted – og det har været en super tid på kontoret,” siger Lukas Lund.