Blackwood Seven, der forleden fik en bod af Kreativitet & Kommunikation for at give urigtige oplysninger i investor og kunde-præsentationer, har fået ny ledelse.
Det kun godt 1 år gamle bureau er stiftet af en kreds af partnere, hvor den tidligere Jobzonen-direktør Christoffer Feilberg trådte ind som CEO. Han har dog nu forladt selskabet igen. Det samme har Bo Hansen Hansen, der var medstifter og som fik rollen som CTO. De har dog begge fortsat deres ejerandel og derfor noteret som partnere.
I stedet er en anden af partnerne, den tidligere Jubii-direktør, Henrik Busch, trådt ind som CEO. Han udgør direktionen sammen med Thomas Bertelsen, der er CEO for Blackwood Seven Denmark, der blev oprettet i maj.
De to er sidestillede.
“Til gengæld har vi i Carl Erik Kjærsgaard en meget aktiv bestyrelsesformand, som har sin daglige gang på bureauet,” siger Henrik Busch.
Christoffer Feilberg har allerede for oktober ændret sin status på Linkedin, men direktørskiftet er endnu ikke ændret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller på Blackwood Sevens hjemmeside. Der kommer dog en ny hjemmeside på mandag, oplyser Henrik Busch.
I stedet for Bo Hansen Hansen er Casper Wilstrup blevet CTO. Han kommer fra et job som direktør, partner og management konsulent i BestBranis.
Henrik Busch karakteriserer udskiftningen som naturlig.
“Vi har haft meget glæde af Christoffer Feilberg og Bo Hansen Hansen i opstarten. Nu er vi blevet mere voksne og der er brug for andre kompetencer. F.eks. var Bo meget stærk til integrationen af vores platform til medier. Nu er der tale om en anden type opgave,” siger Henrik Busch
Blackwood Seven er stiftet på en vision om at sætte en ny dagsorden på mediemarkedet, og har i den sammenhæng hentet et tocifret millionbeløb fra Vækstfonden og Seed Capital.
Det er dog en type virksomhed, der formentlig fortsat kræver kapital, men Henrik Busch vil ikke kommentere på, hvornår man igen får indskudt kapital.
Af kendelsen fra Brancheetisk Nævn i Kreativitet & Kommunikation fremgik dog, at det materiale, der var genstand for bøden, primært skulle bruges over for potentielle tyske investorer.
Materialet omhandlede bl.a. en planche, hvor man opgjorde traditionelle mediabureauers forretningsmodel kontra Blackwood Sevens. Den viste, at traditionelle mediabureauer henter 11,5 pct. i forskellige godtgørelser, mens Blackwood Seven kun skal have 3 pct.
Brancheetisk Nævn, der har en uvildig advokat i spidsen, konstaterede dog, at Blackwood Seven ikke har kunnet dokumentere oplysninger om de andre mediabureauers forretningsmodel.
I øvrigt passer de 11,5 pct. meget godt til mediabureauernes overskudsgrad i 2013. Problemet er bare, at mediabureauerne tjener penge på mange andre ydelser end mediahåndtering, og derfor kan man ikke koble de to tal sammen.