Propeople har været meget aktiv i det forløbne 1-2 år med opkøb og fusioner. Samt salg. Bureauet er nu ejet af den svenske Intellecta-koncern, der også ejer Bysted, og alle bureauerne er fusioneret under det nye navn Friends From Work (FFW).
I forbindelse med de mange begivenheder fik Propeople-cheferne antydet, at det faktisk går ret godt i bureauet. Og det var ikke en overdrivelse.
Det har været lidt af et puslespil at samle tallene. Den danske FFW-direktør må ikke udtale sig om regnskaberne, og der er tale om et 18 måneders regnskab, fordi regnskabsåret er omlagt.
Men det har dog været muligt via forskellige kilder at sammenstykke et billede, der viser en meget betydelig vækst i 2014.
Nøgletal for FFW (tidl. Propeople)
- Bruttoavance 39 mio. kr. +172,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,3 mio. kr. +16,2 pct.
- Lønandel 33,8 (37,4)
- Resultat af primær drift +13,2 mio. kr. +146,6 pct.
Alle tallene er estimeret af Bureaubiz
Det er tal, der giver en overskudsgrad på 33,8 mod 37,4 året før.
Propeople rummer en række internationale aktiviteter, men der udarbejdes ikke et koncernregnskab, så disse tal vedrører den danske del af forretningen.
“Vores vision om at skabe fremtidens bureau med full-service kompetencer i både det strategiske, det kreative og med en dybt forankret teknologisk forståelse er grundlaget for vores store ambitioner om vækst i både Danmark og i særdeleshed internationalt. Vi forventer en markant stigning i antal ansatte og omsætning. Derudover kigger vi hele tiden på nye internationale markeder for yderligere ekspansion,” sagde Michael Drejer i januar. Han er chef for den samlede FFW-forretningen, mens Jesper Malmborg er chef for den danske del.
Med til bedømmelsen af resultaterne i Danmark hører dog også Bysted, hvor de to forretninger igennem det seneste års tid er blevet stadigt mere integrerede.
Mens det er gået forrygende for Propeople er det gået alt andet end godt for Bysted, der kom ud af 2014 med et fald i bruttoavancen og et stort underskud.
Ifølge Intellectas årsberetning blev der i 2014 brugt 5-6 mio. kr. på omstrukturering af Bysted i forhold til fusionen med Propeople.
Det er ikke en proces, der er gået gnidningsfrit. Adm,. dir. Bo Søby Kristensen var ikke enig i udviklingen og gik i sidste del af 2014. Flere andre ledende medarbejdere har også forladt bureauet.
For 2015 vil der så kun blive aflagt et samlet regnskab for FFW.
Nøgletal for Bysted
- Bruttoavance 24,455 mio. kr. -18,6 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 627.051 kr. -8,2 pct.
- Lønandel 101,6 (82,9)
- Resultat af primær drift -8,206 mio. kr. -558,1 pct.