Nørrebro Bryghus hylder 2200 med ny kampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

Smagen af 2200 er navnet på en ny kampagne fra Nørrebro Bryghus, som vender tilbage til sine rødder. Sammen med bydelens beboere vil bryghuset finde frem til smagen af Nørrebro.

Siden sin start i 2003 har Nørrebro Bryghus brygget øl med inspiration fra alverdens egne – fra New York til Bombay – og øllene sælges i dag i flere lande rundt omkring i verden. Men bryghuset på Ryesgade, København N, mener nu, at det er på tide at hylde lokalområdet.

”Vi eksporterer specialøl til udlandet, men vi er først og fremmest et lokalt bryggeri med en stor og ydmyg kærlighed til Nørrebro. Så det er oplagt, at vi brygger en øl dedikeret til kvarteret,” siger Anders Kleinstrup, direktør for Nørrebro Bryghus.

Han tilføjer:

”Nørrebro er en bydel med en særlig sjæl og mangfoldighed. For os er det bydelens beboere, der definerer ’smagen af 2200’. Det er dem, der gør bydelen til noget særligt.” 

’Smagen af 2200’ er især en hyldest til Nørrebro. Og derfor skal inspirationen til den nye 2200-øl også findes blandt bydelens mange mennesker.

Nørrebro Bryghus har derfor allieret sig med fotografen Sarah Buthmann, der har været på gaden for at indfange nogle af de mange fortællinger, som bydelen gemmer på.

På Facebook og Instagram vil man under #SmagenAf2200 kunne gå på opdagelse i de fortællinger, de lokale og andre Nørrebro-tilhængere deler med hinanden.

Som en del af kampagnen har Nørrebro Bryghus også allieret sig med tre ambassadører – alle med et særligt tilhørsforhold til bydelen:

Smykkedesigner Trine Tuxen, ejer af grillbaren Grisen og Masterchef-vinder Umut Ra Sakarya samt arkitekt og bybonde Mads Boserup Lauritsen, der står bag konceptet TagTomat.

De tre ambassadører vil hver især give deres bud på en Nørrebro-øl, der fra den 21. september vil blive serveret i bryghusets lokaler på Ryesgade samt på udvalgte caféer på Nørrebro.

Den endelige Nørrebrø-øl vil blive fundet torsdag den 15. oktober, når Nørrebro Bryghus slår dørene op til et brag af en kåringsfest i lokalerne på Ryesgade. Efter kåringsfesten vil Nørrebro-øllen kunne købes som en del af bryghusets faste sortiment.