I maj 2014 havde NejTak+ ordningen fra FK Distribution godt 100.000 tilmeldte husstande. I marts 2015 var tallet steget til 300.000.
Nu melder FK Distribution ud i Dansk Handelsblad, at tallet er steget til godt 460.000 hustande.
Ifølge FK Distributions egne beregninger betyder det, at kun 26 procent af de danske husstande helt har fravalgt reklamer.
Og ifølge de samme beregninger ville det tal være helt oppe på 43 procent, hvis danskerne ikke havde kunnet vælge plus-ordningen, hvor man først siger nej tak til alle reklamer, men dernæst siger ja tak til at vælge lige præcis de reklamer, man er interesseret i.
Til trods for succes’en, er FK Distribution blevet kritiseret for ikke at ville give detailkæderne indblik i data omkring husstandene, der modtager de udvalgte reklamer.
Om kritikken siger adm.dir. Mads Dahl Andersen til fagbladet:
”For det første er det os, der har bekostet udgiften til at opbygge systemet, og for det andet har vi lavet en aftale med forbrugerne om, at de modtager nogle bestemte tilbudsaviser, og så kan vi ikke begynde at levere data til tredjemand, som så kan begynde at sende dem alt muligt andet.”
I samme moment anklager han Post Danmark for at dumpe prisen:
”Posten har i øjeblikket et stort underskud på det område, hvor de konkurrerer med os, og det finansierer de ved at sælge ejendomme. I virkeligheden tjener de penge på breve, men taber dem på adresseløse forsendelser”.
Samtidig siger Mas Dahl Andersen til Dansk Handelsblad, at hvis det er et spørgsmål om, hvem der kan holde længst økonomisk, så vil Post Danmark vinde.
Kilde: Dansk Handelsblad