Tele-millionærer stifter nyt teleselskab

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Navnet er Plenti, og selskabet har personer bag, som før har bygget nye tele-brands.

De har gjort det før – Morten Strunge og Peter Mægbæk – og tjent formuer på det. Nu er de i gang med at gøre det igen: at stifte og bygge et telebrand.

Det sker under navnet Plenti, og ifølge hjemmesiden åbner selskabet om lidt mere end 64 dage. Der er en nedtælling i gang, som peger frem mod d. 1. april kl. 11.

Peter Mægbæk var i sin tid med til at stifte Fullrate, som blev solgt til TDC, mens Morten Strunge var med til at stifte Onfone, der også blev solgt til TDC.

Sidstnævnte har siden haft skiftende held med sine investeringer og er aktuelt mest synlig på e-bogs tjenesten Mofibo.

Men konceptet med at bygge et telebrand, som tager en position for så at blive solgt til et af de store teleselskaber, har mange gange vist sig at være en givtig forretning – så hvorfor ikke igen?

Onfone er i øvrigt fusioneret ind i Yousee, mens Fullrate stadig eksisterer.

På hjemmesiden lyder beskrivelsen af selskabet således:

Vi kan allerede løfte sløret en smule og fortælle, at Plenti er Danmarks nye underholdningstjeneste, hvor du får adgang til masser af digitale tjenester og et mobilabonnement til én samlet stærk pris.

Selskabet er stiftet i september af Peter Mægbæk og Morten Strunge, der hver ejer en halvdel. Indtil nu er der skudt godt 1 million kroner ind som selskabskapital.