Bates og TBWA/BBDO bytter markante kunder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Et af Danmarks store bilbudgetter forlader Bates til fordel for TBWA/BBDO, som må se Royal Unibrew flytte to brands til Bates.

Selvom det er tilfældigt, så har to bureauer på det nærmeste byttet kunder. TBWA + BBDO har overtaget Mercedes i Danmark fra Bates Y&R – som så har overtaget to Royal Unibrew brands fra TBWA + BBDO.

Mercedes er givet det største af budgetterne, og her har Danmark faktisk haft en særstatus. BBDO har nemlig i mange år været Mercedes’ bureaupartner på internationalt plan – alligevel er det i årevis lykkedes at fastholde kunden hos Bates Y&R.

Men nu gik det ikke længere. Sidste år flyttede varebilerne over til BBDO, der i Danmark hedder TBWA + BBDO, og nu følger så personbilerne og det overordnede brand.

”Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Bates, der i høj grad har bidraget til brandets udvikling. Skiftet er internationalt begrundet, og giver selvfølgelig god mening i forhold til bedre muligheder for at dele kampagne-materiale og indsigter. Også når det gælder mediabureau, arbejder vi med Vivaki i alle lande,” siger marketing manager Signe Christiani.

BBDO-direktør kender Mercedes godt

Bates overtog Mercedes-budgettet for mange år siden, da man købte bureauet Brands Copenhagen, som havde håndteret Mercedes i både Danmark og Sverige i en årrække.

Brands Copenhagen var ejet af Erich Karsholt og Søren Nøhr, der begge fulgte med og håndterede Mercedes i det nye bureauregi.

Begge er stoppet hos Bates for et par år siden – men Søren Nøhr nåede at være kreativ på Mercedes i 25 år.

Erich Karsholt er nu adm. dir. på TBWA + BBDO, og det har gjort skiftet lettere.

”Vi skifter ikke bureau, fordi der skal ske noget nyt, og med Erichs erfaring på Mercedes og hans naturlige engagement i brandet giver han os tryghed i forhold til at kunne fortsætte linjen,” siger Signe Christiani og tilføjer:

”Men selvfølgelig bliver det da spændende også at få nogle nye øjne på.”

I starten af april starter Mercedes en af årets store lanceringer i form af en ny kampagne for E-Klassen. Den står Bates for, og TBWA + BBDOs rolle bliver således at gå i gang med fremtidige lanceringer.

Hos Bates fortæller adm. dir. Thomas Brandt, at tabet af Mercedes ingen konsekvenser får.

”Vi har gennem arbejdet med Mercedes opbygget nogle solide kompetencer som ”bilhus”, så vi beholder hele holdet og satser på, at vi kan sætte dem i spil i anden sammenhæng. Og så er vores aktivitetsniveau i øvrigt fornuftigt,” siger Thomas Brandt – som altså så også kan glæde sig over, at have fået overdraget budgetterne for Egekilde og Nikoline fra Royal Unibrew. Bates har i forvejen Faxe Kondi.

Søger synergier

”Vi har egentlig været godt tilfredse med begge bureauer, men vi tror på, at vi kan hente nogle synergier ved at samle flere brands på samme bureau. og her er valget faldet på Bates, der har gjort det godt på Faxe Kondi og Faxe Kondi Booster,” siger Carsten Nørland, der er Managing Director Nordics.

Han forventer, at beslutningen vil give et løft til de to brands.

”Vi taler om en kategori, der er stærkt konkurrencepræget, og hvor man hele tiden skal være på tæerne, så selvfølgelig skal der ske noget nyt. Det skal der hele tiden. Egekilde er markedsleder på vand med og uden brus, og den position skal selvfølgelig forsvares,” siger Carsten Nørland.