Først gik designeren og hendes direktør, Jesper Moseholm, den traditionelle vej: i medierne. Med beskyldninger om, at Netto har kopieret nogle af hendes produkter.
Det kom der åbenbart ikke nok ud af, så nu har de taget Facebook i anvendelse. Om det så hjælper skal være usagt – men det har i hvert fald øget gennemslagskraften.
En video blev lagt på Facebook mandag og på godt et døgn blev den delt 6000 gange, fik over en halv mio. visninger og mere end 500 kommentarer (se den her).
David mod Goliath er aldrig et dårligt koncept, og når de færreste kan se umiddelbar forskel på produkterne, så spiller man på umiddelbare følelser og får en hurtig dom.
Spørgsmålet er dog, hvor langt sagen rækker. Flere steder finder man kommentarer – bl.a. en tråd på Ekstra Bladets Facebook-side – hvor man hæfter sig ved, at Anne Blacks design heller ikke forekommer unikt, og at sagen således ikke ser særlig solid ud.
I juridisk forstand er det ganske centralt, kunne en ophavsrets-advokat fortælle i Kulturen på News.
Det er ikke nok, at Nettos produkt umiddelbart ligner, for hvis der er mange andre produkter, der ligner, så er ingen af dem unikke.
Hvis stiller en række tilsvarende produkter op ved siden af hinanden og to af dem skiller sig ud – det originale og kopien, så er der måske en sag, som han forklarede.
Iøvrigt er Mads Brynnum også skeptisk i en artikel på Kforum. Reaktionerne forekommer ham ikke skarpe nok til virkelig at lægge tryk på Netto.
“Måske fordi, og nu tænker jeg bare højt, at selvom det helt åbenlyst er forkert, at Netto kopierer andres værker, så er det jo også bare tre keramikting, der – uanset hvad man ellers synes om dem – ikke ser særligt originale ud,” skriver Mads Brynnum.
Endelig involverer sagen en gammel kending i medie- og marketing-verdenen.
Netto markedsfører produkterne – men de produceres af firmaet Ronald – der har tidligere DR-generaldirektør, Kenneth Plummer som adm. dir.