De ikoniske trompetpiger forsvinder – men fanfaren består. Det er et af elementerne i en helt ny identitet til Dansk Reklame Film, som Boye & Spellerberg står bag.
Identiteten går on air mandag og skal bruges både i Danmark og hos det norske selskab Media Direct Norge, der er Dansk Reklame Films søsterselskab. Begge selskaber ejes af Egmont-selskabet Nordisk Film.
I stedet for trompetpigerne vil almindelige biografgængere synge, fløjte eller nynne fanfaren. Der er udviklet foreløbig 10 vignetter, hvoraf nogle eksempler kan ses herunder.
”Ved at lade danskerne fortolke fanfaren frit efter hukommelsen bliver mediet sit eget bevis på, at biografreklame virker. Den dimension satte vi os for at få med, da vi blev bedt om at udvikle nye vignetter. Annoncører går jo også i biografen,” siger kreativ direktør Peter Boye fra selskabet Boye & Spellerberg.
Fanfaren er fra 1957.
”Når universet er blevet etableret er det allerede nu tænkt ind at udnytte formatet kommercielt og relevant ved at lade både skuespillere fra aktuelle kommende film, eller karakterer fra annoncørernes reklameuniverser optræde i vignetterne,” siger Theis Hector, der er direktør i Dansk Reklame film. Han fortsætter:
”På den måde bygger vi en fin bro mellem de almindelige biografgæster, skuespillere og vores annoncørers reklameuniverser, som alle kan optræde som åbning og afslutning på reklamerne.”
Det øvrige visuelle – herunder logo, hjemmeside og grafisk materiale – har også fået en omgang for at sikre et mere tidssvarende og stramt udtryk.
Nyt logo:
Gammelt logo: