Hvis halvdelen af kunderne i en stor virksomhed siver over til sære konkurrenter med nærmest destruktive produkter og service, så ville den med kundeindsigt søge at få dem tilbage i folden.
Sådan reagerer politikere ikke. Og i en kronik i Berlingske i dag – blandt dagens mest læste historier på b.dk. – kommer Hanne Feldthus, kommunikationsrådgiver og forfatter, med en hypotese på, hvorfor ca. halvdelen af de vestlige befolkninger flokkes om prædikanter uden noget konkret gennemførligt på hjerte, men kun taler eliten imod – altså når hver anden er klar til at bringe verdensøkonomien på randen af sammenbrud og samtidig lukke af for, at det rammer én selv. Som man senest har set det i Brexit.
Buddet er håbløshed. Forstået på den måde, at mange har mistet troen på, at globaliseringen kan give dem et bedre liv. Vi har i 50-60 år levet i en kollektiv bevidsthed om, at livet ville blive bedre – ikke nødvendigvis på den korte bane, men så kæmpede man inden for de nationale grænser for at løse det.
”I dag har den ene halvdel af befolkningen ikke længere udsigt til, at livet bliver bedre for dem. Faktisk kæmper de med bare at holde på dét, de har (…) Den del af befolkningen kan ikke forstå, hvad politikerne mener, når de siger, at EU og globalisering giver os mere velstand, for det er ikke deres velstand, der bliver forbedret. Deres dagligdag er fyldt med krav om besparelser, højere effektivitet, digitalisering, automatisering og måske oven i købet social dumping,” skriver Hanne Feldthus i Berlingske.
Ikke at befolkningen savner tag over hovedet eller en ferie i ny og næ – men det er faktisk værre, når de savner troen på et bedre liv.
Hanne Feldthus giver de håbløse en stemme – dem, der hører om bank-bonusser, advokat-salærer og en pengestrøm til Panama for at undgå at betale skat til de velfærdsydelser, der konstant forringes.
Magteliten har gjort tingene værre
Magteliten ved dårligt nok, hvad den gør – at gå i krig har kun gjort tingene værre, at lukke Østeuropa ind i EU virker ikke synderligt kvikt, og Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen lyder i deres ører ikke mindre populistiske end politikerne på fløjene.
Om den håbløse halvdel hedder det:
”I deres verden er det eneste fornuftige, at vi trækker os tilbage til nationalstaten og forsøger at få styr på det, vi rent faktisk kan gøre noget ved, så livet igen kan blive bedre. Så kan det godt være, at der bliver noget uro lige i begyndelsen, men det må man tage med,” skriver Hanne Feldthus og konstaterer:
”Afmagt er det stof, revolutioner er lavet af. Afmagt kan drive folk til at foretrække det destruktive for at komme ud af handlingslammelsen.”
Hvis ikke politikerne forstår dette, går vi en ny – og uforudsigelig – klassekamp i møde, og målet er i fællesskab at få skabt et fremtidshåb – ellers går det galt. I øvrigt for os alle sammen.
