New Land er – mildt sagt – en anden størrelse end Ogilvy NY. Kontrasten mellem det lille produktionsselskab og det reklamebureau, mellem Manhattans skyline og Skelbækgade ved Kødbyen på Vesterbro i København, er stor, men det er forbindelsen mellem de to verdener ikke.
“Jeg har i lang tid gerne ville udfordre den kreative process og se, om der er mulighed for at arbejde mere intenst i spændingsfeltet mellem idé og eksekveringen – mellem bureau og produktion”, siger Andreas Hoff, der nu – i en ny rolle som instruktør – tager et målrettet ryk mod dét, han kalder en moderne hybrid.
“På New Land kan jeg bygge bro mellem konceptudvikling og instruktion.”
Før skiftet har Andreas Hoff siddet som Senior Art Director. Senest med The Coca-Cola Company som kunde, hvor han b.la. var med til at relancere Coke Zero i Nordamerika og sende Coca-Cola’s nye “Taste The feeling” kampagne ud digitalt til et globalt marked.
Han tog til New York i 2010, hvor han – sammen med den daværende makker, Lukas Lund – begyndte fra bunden i et bureau med 2000 mennesker.
Hvorfor bevæge dig væk fra dét?
“Jeg ser det ikke som et skridt væk, tværtimod. Efter seks år i et traditionelt setup er det forfriskende at prøve noget nyt”, siger Andreas Hoff og tilføjer;
“Mit job i New York var kreativt, men blev med tiden også meget politisk. Jeg stod ved en skillevej og savnede at være tættere på produktionen. Skridtet mod instruktørrollen er resultatet af enhver kreativs daglige dilemma; meetings vs. making.”
At skiftet sker til netop New Land er til gengæld ikke så overraskende – for Andreas Hoff introducerede i sin tid medstifterne Thor Brammer Jacobsen og Gustav Johansson for hinanden.
“Jeg har fulgt projektet tæt, og det, de har skabt sammen med de andre medstiftere, er vildt flot. På relativt kort tid har New Land etableret sig både herhjemme og i udlandet og skabt resultater med internationalt format,” siger Andreas Hoff om produktionsselskabet, der i sommer var med til at vinde guld i Cannes Lions sammen med Very for den lange skilsmisse-film for Ford.
Andreas Hoff har en fortid i filmmiljøet, men starter på mange punkter forfra.
“Det er en udfordring, men der er masser af energi at finde i den kontrast. Jeg tror, de fleste har godt af at ryste posen en gang imellem. Jeg siger ikke, man behøver at ændre branche, men kreativitet har mange facetter, og de er alle værd at udforske. Mine kreative idoler har aldrig lavet bare én ting.”
Er der noget, du – seks år klogere – ville have gjort anderledes?
“Nej. Jeg har haft den bedste oplevelse i udlandet. Nu ændrer jeg titlen på visitkortet, men det er ikke et opgør med min tidligere rolle – jeg kommer stadig til at bruge alt, jeg har været igennem, i mine fremtidige projekter. Min erfaring fra bureausiden er også min styrke i dag, så det ville jeg ikke være foruden. Jeg kommer heller ikke til at slippe New York eller det netværk, jeg har bygget op.”
Nogle gode råd – eller blot et enkelt – til dem, der gerne vil forsøge sig i NY – eller amerikanske bureauer?
“Bare gør det. Der er intet at tabe – højest lidt søvn,” siger Andreas Hoff, der opsummerer sit råd til enhver, der vil arbejde i udlandet, således:
“Tænk ikke for meget over det. Send din bog. Tag afsted og sæt møder op, bare ryk på det. Mange bruger en masse tid på planer og forestillinger, før de kommer nogen vegne, og alt det ændrer sig alligevel på dag ét. Jeg havde en plan og skulle have været i New York et år, men så gik der seks.”
Photo cred: Jeppe Kolstrup