Siden 2011 er de digitale bureauer uafbrudt vokset markant mere end resten af bureaumarkedet. Men i 2024-regnskaberne er de digitale bureauers vækst faldet for første gang.
Mens bureaumarkedet som helhed faldt 1,7 pct. i bruttoavance i 2024, faldt de digitale bureauer med 2,6 pct.
Det viser Bureaubiz’ Nøgletalsanalyse.
Og hvis man tager VML Map (tidl. Wunderman) – som opererer på globalt plan – ud af ligningen, så bliver faldet markant større end bureaumarkedet: Nemlig et fald på 7 pct. for de digitale bureauer mod et fald på bureaumarkedet på 3,6 pct.
Kigger man på bundlinjen, bliver forskellen mellem digitale bureauer og resten af bureaumarkedet markant større: De digitale bureauers resultat før skat endte med et fald på 54,7 pct. mod et fald i det samlede bureaumarked på 28,6 pct. Uden VML Map lyder de digitale bureauers fald på hele 87,4 pct. mod bureaumarkedets minus på 38,6 pct.
De digitale bureauers vækst har som nævnt været ubrudt indtil 2024 – gennemsnitligt med 11,1 pct. mod en vækst på det samlede bureaumarked på 5,6 pct. – men nu rammer en anden virkelighed.
Årsagen er, at branchen har haft svært ved at omstille sig samt at der er sket en afmatning pga. større fokus på almindelig drift og mindre på nye anlægsinvesteringer, mener Martin Bochineck, der har været topleder i den digitale bureaubranche helt tilbage fra årtusindeskiftet, hvor han var medstifter af Magnetix (i dag Merkle). I dag er han tilknyttet bureaubranchen via forskellige bestyrelsesposter.
”De digitale bureauer har tilpasset sig for sent. Samtidig er der en mere grundlæggende strukturel forandring i gang. Nu har branchen i tyve år råbt op om, hvor vigtige de digitale kanaler er for markedsføring og salg. Det tog lang tid, men kunderne lyttede – og byggede kompetencen internt. Vi har over de seneste ti år set en gradvis bevægelse mod internalisering af digitale kompetencer, så mange virksomheder i dag har ganske stærke og bredspektrede teams, som gør dem tæt på selvforsynende. Det er i denne krydsild mellem en cyklisk afmatning af efterspørgslen og en længere sigtet bevægelse væk fra outsourcing, at de digitale bureauer har haft det svært.”
I Nøgletalsanalysen, som er en del af BureauTrends-rapporten, kan man se, hvordan hver af 120 digitale bureauer har klaret sig.
Desuden viser rapporten de økonomiske nøgletal for 165 reklamebureauer (der samlet faldt med 3,1 pct.), 30 designbureauer (med en samlet vækst på 6,7 pct.), 13 mediabureauer (med et samlet fald på 0,4 pct.), 57 kommunikationsbureauer med et samlet fald på 1,9 pct.) samt 23 eventbureauer, der havde en samlet vækst på ikke mindre end 23 pct.
Bureaumarkedet i 2024
408 bureauer i alt
- Bruttoavance 10,808 mio. kr. 1,361 mia. kr., -1,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 935.974 kr., 2,5 pct.
- Lønandel 68,2, -0,2 pct.
- Resultat før skat +752 mio. kr., -28,6 pct.
Nøgletalsanalysen inkluderer bureauernes bruttoavance, resultat før skat, overskudsgrad, antal medarbejdere, lønandel, bruttoavance pr. medarbejder, gns. personaleomkostninger, performance-score samt placering i Holms klassifikation (De Bedste, De Udfordrede, De Generøse og De Effektive).
BureauTrends-rapporten indeholder udover Nøgletalsanalysen, CMO trendanalysen og Bureaulederanalysen.
Læs mere om BureauTrends, som udkommer til september, og som du allerede kan bestille nu her.
Bureaulederseminar til september
Martin Bochineck er i øvrigt en af talerne på Creative Clubs bureaulederseminar, som finder sted den 16. september på Holckenhavn Slot i Nyborg.
Blandt de andre talere er: Adm. dir. Henrik Jensen (Brandse & Co.), dir. Peter Kastrup-Misir (Manifold AI), CMO Katrine Bjerre Munkholm (Boligportal), CMO Asger Munkholm (AGF), erhvervspsykolog Lill Palmblad, Co-CEO’s Camilla Grove Pelle & Ann-Louise Rosen (Advance).
Læs mere og tilmeld dig bureaulederseminaret her.