Spring Family var i 2024 det største reklamebureau ifølge Bureaubiz’ rapport, BureauTrends – og det kan allerede afsløres nu – også bliver det i 2025 ifølge den BureauTrends-rapport, der udkommer til september. Nu ændrer bureauet sin organisation, der hidtil har bestået af Spring Production, Zupa og Zite.
Ændringen er en konsekvens af, at Spring Production de senere år har ændret sig fra at være primært fokuseret på produktion til også at inddrage det kreative indhold i eksekveringen. Det betyder, at man skifter Spring Production-navnet ud med Spring CC.
”Det her handler ikke bare om et nyt navn. Det handler om, at vi er vokset ud af vores gamle rolle. Vi er stadig Spring, men i dag er vi meget mere end produktion – vi er en kreativ samarbejdspartner med global kapacitet, derfor skulle der ske noget nyt på navnefronten” siger Lars Bo Hansen, CEO for Spring CC.
Han fortsætter:
”Navnet Spring CC signalerer, at vi forener kreativitet og produktion. CC kan blandt andet tolkes som Creative Content, Collaboration, Campaigns, Copy eller Concepts – og netop det fleksible samspil er kernen i det, vi tilbyder.”
Zupa deles i to
Samtidig med navneændringen, ændrer man på strukturen i det kreative bureau Zupa, som splittes op i to enheder. De medarbejdere, der arbejder med kunders kreative eksekvering på forskellige markeder og kanaler, overgår til Spring CC. De øvrige medarbejdere i Zupa arbejder fremadrettet med et rendyrket fokus på strategisk og kreativ udvikling.
Spring Family har med Spring CC, Zupa og Zite – der kører inhouse-bureauer ude hos kunderne, omkring 450 medarbejdere i alt med 300 af dem i Spring CC og med kontorer Danmark, Tyskland, UK og Vietnam.