Forbrugerombudsmanden politianmelder hvidevarefirma for greenwashing

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Formuleringer, der gav forbrugerne indtryk af, at en Bosch-maskine var mere bæredygtig end andre, var vildledende markedsføring, vurderer Forbrugerombudsmanden.

“Live like a Bosch – bæredygtighed, der holder” og “Saving water, acting green – like a Bosch”. Det er ifølge Forbrugerombudsmanden vildledende markedsføring, og derfor har han politianmeldt BSH Hvidevarer for at bruge dem i bl.a. reklamefilm.

Der er to grunde til, at Forbrugerombudsmanden vurderer, at det er greenwashing. For det første blev forbrugerne ikke gjort klogere på, hvad der konkret gjorde vaskemaskinerne bæredygtige. BSH Hvidevarer har efterfølgende oplyst til Forbrugerombudsmanden, at det grønne element bl.a. handler om, at maskinerne selv doserer sæbe og vand i forhold til mængden af tøj. 

Og netop det forklarer også den anden del af kritikken. Selvdosering e nemlig en funktion, som også findes i mange andre vaskemaskiner, og derfor kan den ikke fremhæves som en særlig grøn fordel i markedsføringen.

“Det er vildledende at markedsføre en egenskab ved et produkt som en fordel, hvis egenskaben er sædvanlig for tilsvarende produkter, som forbrugerne kan vælge imellem – så er der jo reelt ikke tale om en fordel,” lyder det i en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmand Torben Jensen.

Forbrugerombudsmanden har selv taget sagen op.