Telenor Erhverv udvider nu universet Legende Let fra de sociale medier til tv. Kampagnen, der har kørt de to foregående år på de sociale medier, har leveret så gode resultater, at man nu skalerer op.
“Vi har oplevet en click through rate, der har udvist et meget højt engagement, og vi kan se, at Google-søgningerne er steget markant,” siger, senior indholdsspecialist i Telenor Erhverv, Søren Hørlyk Petersen om baggrunden for at udvide kampagnen.
Legende Let-universet bygger på børnelege og andre fælles referencer, som bliver oversat til små kontorscener, hvor en velkendt regel eller situation bliver vendt på hovedet. Pointen er at bruge genkendelighed sammen med humor til at gøre kommunikationen mere menneskelig.
“Fællesskabet har hele tiden været en del af DNA’en. Vi har ledt efter det fællesskabsdannende og det legende, og vi har arbejdet med at finde ud af, hvordan vi effektivt kan tappe ind i genkendelighed. Selvom det er B2B, prøver vi at vise noget menneske til menneske. Her er humoren et godt greb,” siger Søren Hørlyk Petersen.
Jo mere skørt, jo mere skal det løftes
Kampagnen er udviklet sammen med Bread & Butter, som udover at stå for produktionen, har været sparringspartner på idéudvikling.
”Kreativt arbejder kampagnen med en enkel billedopbygning: et præcist billede, et menneskeligt udtryk og en klar pointe. Ambitionen er at kunne gå langt ud i absurditeten, men gøre det med en høj grad af håndværk og kontrol, siger instruktør Kristian Foldager. Han fortsætter:
“Jo mere vi kan presse på indholdsmæssigt og skubbe humoren ud, jo mere skørt det bliver, jo mere skal vi fokusere på indpakningen. Vi tager det humoristiske meget seriøst. Men det skal ikke bare blive skørt eller plat.”
Filmene er tænkt, så de også kan fungere uden lyd i feedet, som en del af den SoMe-logik kampagnen er vokset ud af.
Kampagnen består af en længere brandfilm samt tre kortere film. Den går i luften 1. maj og kører året ud på TV2 Play, og bliver samtidig eksekveret på LinkedIn og andre sociale medier.
Her er brandfilmen, der skal køre på TV
Og her er de tre film, der skal køre på SoMe:
