GormxEnvision finder AI-partner til ny bureaumodel

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Før sommerferien sagde GormxEnvisions dengang relativt nye CEO, at hun ville ændre forretningsmodellen og automatisere opgaveflowet. Nu har bureauet indgået et skandinavisk partnerskab med Monks.

Da Camilla Winther Poulsen i foråret tiltrådte som CEO for GormxEnvision, var en af hendes første meldinger, at bureauet skulle ændre forretningsmodel.

I et interview med Bureaubiz fortalte hun, at den håndholdte bureaumodel ikke længere holder, og at opgaveflowet skulle automatiseres, så bureauet kunne skalere leverancerne og bruge mere tid på strategisk rådgivning.

Nu har GormxEnvision indgået en aftale med marketing- og techvirksomheden Monks, så bureauet får adgang til AI-platformen Monks.Flow. Platformen skal bruges til at samle dele af processen fra strategisk analyse og brief til udvikling af indhold og skalering på tværs af kanaler og markeder.

“AI ændrer måden, vi arbejder på i marketing. Ikke på hvad der virker inden for marketing. Det er en vigtig forskel. Kreativitet, strategi og menneskelig dømmekraft er ikke blevet mindre værdifulde – de er tværtimod blevet endnu mere afgørende. Men vi har ikke længere råd til at levere dem langsomt eller i begrænset skala,” siger Camilla Winther Poulsen i en pressemeddelelse.

Automatisering fra brief til indholdproduktion og skalering

Monks.Flow skal forbinde specialiserede AI-agenter, der koordinerer trin i processen fra brief til indholdsproduktion og skalering.

”Den nye platform skal være en del af en ny leveringsmodel, hvor kapacitet fra ressourcekrævende processer flyttes over i strategisk rådgivning og kreativ udvikling”, siger Camilla Winther Poulsen og fortsætter:

”Vi kan nu levere i realtid og i tråd med brandet. På minutter i stedet for måneder – uden at gå på kompromis med kvaliteten og kreativ gennemslagskraft.”

For Camilla Winther Poulsen vil arbejdet med den nye platform betyde, at der bliver frigivet ressourcer til strategisk rådgivning og kreativ udvikling.

Det betyder også en ændret organisering, siger Camilla Winther Poulsen:

“Omkring bemanding er vi i gang med de spæde skridt, samtidig med at vi kigger på AI-talenter, der kan understøtte den udvikling. Vores ambition er, at automatiseringen over tid frigør plads til flere seniorkompetencer og mere strategisk, managementorienteret rådgivning – men det er en udvikling, der sker gradvist i takt med partnerskabet med Monks.”

For Monks betyder aftalen med GormxEnvision adgang til det skandinaviske marked.

“GxE er netop den type fremadskuende, forandringsdrevet bureau, som Monks.Flow er bygget til at styrke. De kombinerer dyb indsigt i det lokale marked og kreativ styrke med et klart engagement i at skifte til en AI-drevet model – uden at miste det, der gør dem unikke. Vi er stolte af at indgå dette eksklusive partnerskab i Skandinavien og ser frem til at skabe resultater sammen,” siger Sander Stomph, Global SVP AI & Change Management.

Monks er en marketing- og techvirksomhed og er et brand under S4Capital plc.