Det kommende Museum Wibergis i Viborg har netop vundet en Red Dot Award for sin visuelle identitet. Museet åbner først i foråret 2027.
Jeg har i mange år undret mig over, hvordan vi egentlig vurderer kvaliteten af visuelle identiteter, og hvor langt der nogle gange er mellem de designcases, der vinder priser, og den virkelighed, identiteterne rent faktisk skal fungere i.
Jeg har set utallige prisindsendelser, hvor man har udvalgt de smukkeste implementeringer, de mest gennemarbejdede mockups og de eksempler, der er mest tro mod designerens oprindelige intentioner. Nogle gange (læs oftest) har man ligefrem skabt visualiseringer af, hvordan identiteten kunne se ud, frem for at vise, hvordan kunden rent faktisk har implementeret den.
Det er selvfølgelig forståeligt, at man gerne vil præsentere sit arbejde fra den bedste side. Men jeg synes, det er en ret besynderlig måde at vurdere design på, når en af de vigtigste kvaliteter ved en god visuel identitet netop er dens evne til at fungere i virkeligheden.
Og med AI bliver den problemstilling kun mere interessant. For nu kan vi skabe fuldstændig fotorealistiske implementeringer af design, der aldrig har eksisteret. Vi kan vise identiteter på bygninger, i butikker, på emballager og i kampagner, uden at noget af det nogensinde har været produceret. Vi kan skabe en hel verden omkring et brand, hvor hver eneste detalje er præcis, som designeren ønsker det.
Vi kan med andre ord præsentere en virkelighed, der ikke findes, og få den til at se mere overbevisende ud end den virkelige.
En god visuel identitet skal selvfølgelig have en stærk idé, et originalt udtryk og en høj æstetisk kvalitet. Men den skal også fungere som et system. Den skal kunne forståes og anvendes af mennesker, der ikke har været med til at udvikle den, fungere på tværs af formater og bevare sin genkendelighed, når den bliver strakt, bøjet og tilpasset i det uendelige.
Den skal fungere på facaden, i annoncerne, på hjemmesiden og på det lille klistermærke, barnet får ved indgangen til museet, og som ender med at sidde fast i håret. Den skal fungere i alle de situationer, hvor designeren ikke længere har kontrol over resultatet. Og så skal den selvfølgelig løse den opgave, den er udviklet til at løse.
Jeg har intet grundlag for at anfægte kvaliteten af identiteten til Museum Wibergis. Dele af den er allerede taget i brug, og den kan sagtens vise sig at være fremragende. Men den samlede identitet har endnu slet ikke været igennem den virkelighed, den er udviklet til.
Og I takt med at AI gør det stadig lettere at skabe overbevisende billeder af design, der aldrig har eksisteret, synes jeg, det bliver vigtigere at skelne mellem konceptuel kvalitet, æstetisk kvalitet og dokumenteret funktionel kvalitet.
Ellers risikerer vi at blive så dygtige til at præsentere design, at vi helt glemmer at undersøge, om det virker.
