Dansk jurymedlem skal uddele Cannes-løver

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Administrerende direktør og Executive Producer på produktionsselskabet Bacon CPH, Mette Jermiin, får en plads i Film Craft juryen i Cannes.

Danske Mette Jermiin har sagt ja til at indgå i den jury, som skal dele reklamebranchens gyldne løver ud til det bedste filmiske håndværk, når Cannes Lion Festival 2017 løber af stablen i juni.

Hun siger:

”Jeg er sikker på at arbejdet i craft-juryen bliver enormt givende og rigtigt hårdt, for der er mange, mange timers film, der skal kigges igennem, men når man som mig elsker film, så er det jo som at slippe et barn løs i en slikbutik.”

Mette Jermiin er, foruden at være administrerende direktør og executive producer hos Bacon CPH, en af Danmarks mest prisvindende producere.

Hendes anerkendte produktioner i både ind- og udland har hentet flere priser hjem til produktionsselskabet Bacon CPH, herunder en Palm D’Or, Eurobest Grand Prix, Epica Grand Prix og en Black Pencil (D&AD) for bedste produktionsselskab i 2014.

Mette Jermiin træder ind som jurymedlem i stedet for instruktøren Martin de Thurah, der har været nødsaget til at trække sig fra sin jury-post, fordi der kom et stort projekt i vejen.

Mette Jermiin ser frem til at varetage opgaven som jurymedlem:

”I juryen kommer vi til at se det bedste arbejde, der bliver lavet på verdensplan, og jeg glæder mig til sammen med resten af juryen at have nogle gode diskussioner om det arbejde, vi skal vurdere og præmiere.”

Mette Jermiin er ikke den eneste dansker, der drager mod det franske for at uddele løve-statuetter til verdens bedste kommunikatører. Jimmy Blom, International Creative Director hos Uncle Grey, og Clare McNally, Strategic Brand Creator hos Konstellation & Republica, er jurymedlemmer i ’Direct’ og ’Promo’-kategorierne.