Sociale medier er overvurderet i valgkampen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Fire bureauer får debut i en kommende valgkamp. Det fremgår af en oversigt over partiernes forberedelser, som Bureaubiz har lavet. De fleste er klar, og sociale medier spiller ikke så stor en rolle, som man måske skulle tro.

Sig Obama – og så er formentlig alt sagt om valgkampe og sociale medier. De er hypet som et af de helt store medier i den forestående valgkamp. Men i modsætning til hvad den offentlige opinion kan give af indtryk, så kommer de ikke til at spille den afgørende rolle i kampen mellem blå og rød blok.

Det fremgår af en oversigt, Bureaubiz har lavet over de politiske partiers bureausamarbejder og forventninger til medievalg. Og det underbygges yderligere af udtalelser fra både en professor og flere partisekretærer.

De Radikale vil primært bruge outdoor, mens Liberal Alliance foretrækker printmediet. Dansk Folkeparti vil også bruge print, men foretrækker at indrykke annoncer i de gratis ugeaviser. Og Enhedslisten foretrækker biografreklame. De øvrige partier nævner, at de vil bruge en bred vifte af medier.

For nylig spurgte Fagbladet Journalisten SF, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om, hvordan de prioriterede forskellige medietyper og også her lå de sociale medier lavt på prioriteringslisten. Alle tre partier var enige om, at de traditionelle medier var det vigtigste for en succesfuld valgkamp. Den personlige kontakt med vælgeren var næstvigtigst og først herefter kom de sociale medier.

Anker Brink Lund, der er professor i medieledelse på CBS, mener, at det er rigtigt af partierne at nedprioritere de sociale medier. Faktisk går han så langt som til at sige, at partierne kun skal bruge de sociale medier som platform i kampen om personlige stemmer – ikke til den sædvanlige partipropaganda.

“Partierne har ikke ret meget at gøre på de sociale medier, for sociale medier egner sig ikke til partikommunikation, fordi sociale medier forudsætter autenticitet og relevans for de involverede. Det er personlig kommunikation, ikke upersonlig massekommunikation”.

Til gengæld undrer Anker Brink Lund sig over, at der ikke er nogle af partierne, der nævner direct mail eller radio som vigtige medier at bruge i valgkampen og ligeledes undrer han sig over, at det kun er Dansk Folkeparti, der nævner ugeaviser.

“Alle undersøgelser fra USA viser, at direct mail er en vigtig form. Den er gået af mode i Danmark, men den er i virkeligheden en endnu mere stærk medieform end tidligere, fordi de fleste husstande kun sjældent får rigtig brevpost”, siger medieforskeren.

Også lokalradio mener Anker Brink Lund, burde være et medie, som de politiske partier burde benytte sig af.

“Der er ingen af partierne, der nævner kommerciel radio. Man må jo ikke reklamere på tv, så lokalradio har en unik situation især over for de unge og andre svingvælgere,” konstaterer medieforskeren.

Ifølge Anker Brink Lund er der to valgkampe i gang. Kampen mellem partierne og kampen mellem kandidaterne. Og det er den sidste kamp, der bliver den hårdeste. I den kamp vil de sociale medier ifølge medieforskeren komme til deres ret. Men kun, hvis partierne klæder kandidaterne ordentlig på, så kandidaterne ved, hvad de bevæger sig ud i.

“Dem, der ringer på døren eller kommer tæt på folk på Facebook skal vide, at de overskrider grænsen mellem det offentlige og det private rum. Der er mulighed for en tæt kommunikation på Facebook, hvis kommunikationen fremstår autentisk og troværdig. Men det må ikke lugte af reklame og valgflæsk, så kandidaterne skal klædes ordentlig på af partierne, mener Anker Brink Lund.

Oversigten viser, at den kommende valgkamp vil give debut til fire bureauer af mere eller mindre kendt karakter. Først og fremmest har Konservative skiftet Kunde & Co ud med Adtomic, mens Socialdemokraterne er gået fra overvejende inhouse til Advice.

Hos Liberal Alliance er det Søren Kenner, der står for kampagnen, mens De Radikale nu også vil bruge et bureau.

De fleste af partierne er allerede klar med deres kampagner – men det står mindre klart, hvor mange penge, der vil blive brugt.

Konservative og Venstre vil ikke ud med, hvor mange penge, de vil bruge på annoncering i valgkampen. SF og Socialdemokraterne vil blot fortælle, at de i hvert fald vil bruge flere penge end de brugte ved sidste folketingsvalg. Dengang brugte SF 7 mio. kroner og Socialdemokraterne brugte 12 mio. kroner.

Venstre

  • Bureau: Hjaltelin, Stahl & Co.
  • Bureau-ansvarlig: Maja Hartmann og Steffen Hjaltelin
  • Vil bureauteamet komme til at møde/har mødt Lars Løkke Rasmussen: Ja
  • Bureau ved Folketingsvalget i 2007: Hjaltelin, Stahl & Co.
  • Mediebureau: MEC
  • Hvor mange penge vil I bruge på valgkampen: Vil ikke oplyse
  • Er I klar med kampagne materiale: Rammer på plads, men annoncer ikke trykt
  • Hvilke medietyper vil I bruge: Bred vifte af medietyper

Konservative

  • Bureau: Adtomic
  • Ansvarlig på bureauet for partiets kampagne: Adm.dir. Søren Pedersen
  • Vil bureauteamet komme til at møde Lars Barfoed: Højst sandsynligt
  • Bureau ved Folketingsvalget i 2007: Kunde & Co
  • Mediebureau: Maxus
  • Hvor mange penge vil I bruge på valgkampen: Vil ikke oplyse
  • Er I klar med kampagne materiale: Til dels
  • Hvilke medietyper vil i bruge: Et afbalanceret mix af medietyper

Dansk Folkeparti

  • Bureau: Apple Farm Grafik og Reklame
  • Ansvarlig på bureauet for partiets kampagne: Adm.dir. Yvette Espersen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti, veninde med Pia Kjærsgaard
  • Vil bureauteamet komme til at møde/har mødt Pia Kjærsgaard: Ja
  • Bureau ved Folketingsvalget i 2007: Apple Farm og Reklame
  • Mediebureau: Intet
  • Hvor mange penge vil I bruge på valgkampen: 6 mio. kroner
  • Er I klar med kampagne materiale: Klar om få uger
  • Hvilke medietyper vil i bruge: Primært gratisaviser, lidt mere sociale medier end ved sidste valg

Liberal Alliance

  • Bureau: Kenner & Co
  • Ansvarlig på bureauet for partiets kampagner: Søren Kenner, ejer af Kenner & Co, medlem af Liberal Alliance
  • Vil bureauteamet komme til at møde/har mødt Anders Samuelsen: Ja
  • Mediebureau: Intet
  • Hvor mange penge vil i bruge på valgkampen: 3 mio. kroner
  • Er I klar med kampagne materiale: Ja
  • Hvilke medietyper vil I bruge: Primært print

De Radikale

  • Bureau: Designbureauet Studio Parris Wakefield har stået for det grafiske look i forbindelse med “tag ansvar”- kampagnen, men er ikke bureau på valgkampagnen
  • Bureau ved Folketingsvalget i 2007: Intet
  • Mediebureau: Mindshare
  • Hvor mange penge vil I bruge på valgkampen: 3,5 mio. kroner
  • Er I klar med kampagne materiale: Ja
  • Hvilke medietyper vil I bruge: Primært outdoor og internet

Socialdemokraterne

  • Bureau: Advice
  • Ansvarlig på bureauet for partiets kampagner: Partner Jens Christiansen
  • Vil bureauteamet komme til at møde/ har mødt Helle Thorning-Schmidt: Ja
  • Bureau ved Folketingsvalget i 2007: Primært in-house
  • Mediebureau: Par No. 1
  • Hvor mange penge vil I bruge på valgkampen: Flere end sidst, hvor der blev brugt 12 mio. kroner
  • Er I klar med kampagne materiale: Ja
  • Hvilke medietyper vil I bruge: Primært det personlige møde og Facebook, men også internet og print.

Socialistisk Folkeparti

  • Bureau: Wasabi og Danmarks Mindste Bureau
  • Ansvarlig på bureauet for partiets kampagner: Dennis Pedersen, direktør i Wasabi og Per Toftager, direktør i Danmarks Mindste Bureau
  • Vil bureauteamet komme til at møde/har mødt Villy Søvndal: Ja
  • Bureau ved Folketingsvalget i 2007: Wasabi og Danmarks Mindste Bureau samt Kompas Kommunikation 
  • Mediebureau: Mediacom
  • Hvor mange penge vil I bruge på valgkampen: Flere end sidst, hvor vi brugte 7 mio. kroner
  • Er i klar med kampagne materiale: Ja
  • Hvilke medietyper vil I bruge: Flere forskellige platforme

Kristendemokraterne

  • Bureau: Ikke besluttet endnu
  • Vil bureauteamet komme til at møde lederen af partiet: Ja
  • Bureau ved Folketingsvalget i 2007: ?
  • Mediebureau: Ikke besluttet endnu
  • Hvor mange penge vil i bruge på valgkampen: Ikke besluttet
  • Er I klar med kampagne materiale: Nej
  • Hvilke medietyper vil I bruge: Print, outdoor og sociale medier.

Enhedslisten

  • Bureau: Intet
  • Bureau ved Folketingsvalget i 2007: Intet
  • Mediebureau: Intet
  • Hvor mange penge vil i bruge på valgkampen: 1 mio. kroner
  • Er i klar med kampagne materiale: Ja
  • Hvilke medietyper vil i bruge: Primært biografreklamer