Aalborg-bureau opruster med ny direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Clienti har været på strandhugst hos naboerne. Den nye direktør indtræder i den overordnede ledelse og overtager en del af Anders Bjørnstrups opgaver.

Clienti i Aalborg har kigget over til naboerne i Shrpa (det tidligere Combine) og spottet en person, som man gerne ville have. Og som set så gjort.

Med virkning fra 1. juni begynder Martin Viborg Svendsen i en nyoprettet stilling som kontaktdirektør.

”Med ansættelsen af Martin får vi styrket bureauet på flere områder. Martin har stor erfaring i branchen og er en yderst professionel og dedikeret kommunikationsrådgiver. Samtidig overtager Martin min rolle som ansvarlig for salg og relationsopbygning til eksisterende og nye kunder” siger direktør Anders Bjørnstrup og fortsætter:

”Vi er efterhånden blevet 45 medarbejdere, og det kræver en ny og stærkere struktur i bureauet – også på salgssiden. Det ansvar får Martin, så jeg kan koncentrere mig mere om de øvrige ledelsesopgaver samt kundeservicering”.

Martin Viborg Svendsen kommer fra en stilling som forretningschef hos Shrpa, hvor han har været i 8 år.

Clienti har samtidig været i gang med en oprustning på det digitale område.

Bureauet har ansat Jesper Gottlieb Larsen, som SEO/SEM/konverteringsansvarlig. Han har tidligere været hos Stena Line og DTF Travel.

Derudover er Timmy Lind ansat som Head of social media. Timmy kommer fra en stilling som Digital strategist hos Weber-Stephen Nordic, hvor han har været ansvarlig for konceptudvikling på de sociale medier for Weber-brandet.