Melodi Grand Prix-vinder og Årets bedste bilreklame – en enestående præstation af Jens Brixtofte, der vandt det danske Melodi Grand Prix i 1982 med sin ‘Video Video’. 37 år senere hittede samme sanger med genindspilningen ‘Vito Vito’, der hylder Mercedes-Benz varebilen.
Den blev i 2019 Årets Markedsføringskampagne ved Autoaward, og musikvideoen rundede 500.000 visninger. Og nok så vigtigt: I et marked, der voksede under 2 pct., steg salget af Mercedes-Benz Vito med godt 15 pct. i kampagneperioden.
Nu kommer så den svære 2’er. Ikke en facelift af Vito, men en musikalsk opfølger til at ledsage den større model, Sprinter – nærmere bestemt den eldrevne eSprinter.
Filmen er kærlighedserklæringen fra Mester (fra Mercedes-Benz Vans’ reklameunivers ‘Mester & Svend’) til hans nye eSprinter. Det sker til tonerne af John Mogensens ‘Nina, kære Nina’ fra 1975, der her er blevet omskrevet til ‘Sprinter, kære Sprinter’.
”Alle kender sangen og har et forhold til den. Den bryder igennem støjmuren og giver et smil på læben,” siger Sandra Schultz Pedersen, marketing manager hos Mercedes-Benz Vans Danmark.
Om koblingen til Sprinter tilføjer hun:
”Varebilen bringer én sikkert og komfortabelt rundt og fungerer som varmestue, frokoststue, lager, kontor og meget mere. Derfor er det ikke helt urealistisk, at man hurtigt får et nært forhold til den.”
Sangen er blevet elektrificeret i forhold til originalen, men i modsætning til Vito-sangen var det af indlysende årsager ikke muligt, at få den originale kunstner bag mikrofonen.
TBWA\Connected er nok engang bureauet bag, og Supersonic har produceret. Mester spilles af Lado Hadzic, der var byggesagkyndig, før han blev skuespiller.
Kampagnen, der bl.a. skal køre på tv, print, SoMe og banner, har til formål at imødekomme og modbevise fordommen om, at en elektrisk varebil ikke kan opfylde de flestes behov i hverdagen. En varebil kører typisk under 100 km dagligt, hvilket ikke vil kræve en opladning i løbet af dagen.
https://www.youtube.com/watch?v=4onhct_kmQw&t=130s