Årets Creative Club Bureauprofil er netop blevet kåret

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

For første gang har Creative Club kåret Årets Bureauprofil. Det blev en, der både har skabt en forretning i vækst samt har været med til at skabe et fællesskab i bureaubranchen.

Kim Dolleris, CEO i det digitale bureau 29X, der ligger i Aarhus, blev i tirsdag i denne uge hædret som Årets Creative Club Bureauprofil. Udnævnelsen fandt sted på Creative Clubs bureaulederseminar på Holckenhavn Slot i Nyborg, hvor knap 50 bureauledere var samlet.

Prisen blev overrakt af Creative Clubs formand, Anders Juel, som begrundede valget med disse ord:

”Kim Dolleris er en bureauleder, der er oprigtigt interesseret i andre mennesker og som med kreativ tænkning, passion og eksekveringskraft formår at skabe en anderledes og inspirerende forretning og bureaumodel, hvor nysgerrighed og åbenhed er nøgleord.

Samtidig har han skabt en virksomhed i vækst, og i Creative Club vægter vi højt, at man også formår at drive en økonomisk sund forretning.”

Anders Juel fremhævede desuden Kim Dolleris’ engagement i bureaubranchen:

”Udover sin egen forretning har Kim Dolleris været med til at skabe et samlingspunkt for kolleger. Han står bag relanceringen af den legendariske branchebar i Aarhus – et initiativ han har udviklet sammen med bureaufolk fra Manyone, GormxEnvision og Campfire samt en række sponsorer.”

En ny pris i Creative Club

Årets Creative Club Bureauprofil er en ny pris, som Creative Club for første gang blev uddelt i år. I denne omgang var det Creative Clubs bestyrelse, der udgjorde juryen, men fremover vil der blive nedsat en særskilt jury; defineret flere priser end denne ene; og der arbejdes videre med kriterier, hvordan man indstiller etc.

”Vi har længe ønsket os en pris, som anerkender en person i branchen. Vi er ikke færdige med at definere kriterierne, men vi kunne ikke vente til næste års bureaulederseminar med at uddele den første pris. Særligt fordi vi tydeligt så en bureauleder, der både har vækstet sin forretning og gjort en forskel for branchen. Derfor besluttede vi i Creative Clubs bestyrelse at uddele prisen allerede i år,” siger Anders Juel, der udover at være bestyrelsesformand i Creative Club også er CEO i Superego.

Creative Clubs bestyrelse består udover af Anders Juel også af CEO i Buchs Thomas Søby, CEO i Spring Family Albert Funder, CEO i Searchmind Anders Bjerre, CEO i Densou Createch Garage Olivia Stokholm og CEO i Become Bjarke Bekhøj.