Ved Cannes Lions for nylig gik broderparten af Grand Prix’erne til Dumb ways to die – den indtagende sag om død og lemlæstelse, der reelt handler om at færdes forsvarligt nær jernbaner.
McCann Melbourne og trafikselskabet Metro var afsender på filmen, men australierne kan åbenbart et eller andet, for nu følger endnu en pudseløjerlig film om kække måder at komme af dage. Røde Kors i Australien – bistået af Monkeystack – har lanceret historien om manden, der får en papirclips i øjet, og som følge af, at ingen i hans nærhed kan førstehjælp, går der kage for vores solsystem.
Monkeystack er et animationsbureau, og det er ikke helt så overraskende, at et bureau med disse kompetencer får opgaven: Når ubehageligheder skal glide lettere ned, gribes der ofte til animationer.
Dumb ways har rundet 55.000.000 visninger, mens Paperclips i skrivende stund kun er blevet vist 20.000 gange.